Hårdt tilkæmpet sejr over AB

Hobro dominerede stort i det meste af kampen, men måtte vente til 20 minutter før tid på det forløsende scoringsmål. Mod slutningen pressede AB på for en udligning, men i stedet afgjorde Pål Kirkevold sagerne i overtiden.

Blot fire minutter skulle DS Arena vente på eftermiddagens første forsøg mod mål. Et Mads Schäfer-hjørnespark fandt Kasper Povlsen midt i feltet, men den vikarierende midterforsvarers hovedstød sad lige på keeper Jannich Storch.

Endnu tættere på var det et par minutter senere. Først var en AB-forsvarer tæt på at dreje et indlæg i eget net, hvorefter returbolden dumpede ned for fødderne af Pål Kirkevold. Nordmanden sendte læderet tilbage mod mål, men trods appeller for, at den havde krydset stregen, så blev målet ikke givet, og i stedet fik Hobro hjørnespark.

Hjemmeholdet satte sig mere eller mindre totalt på spillet, og angrebsopbygningen var varieret. Til tider blev der spillet med stor tålmodighed, ligesom gæsternes forsvar blev forsøgt lirket op med både indlæg og direkte spil.

Presset ned mod AB’s mål blev kun større. Efter en lille halv time brugte Lucas Jensen sin hurtighed til at drible sig fri på venstrekanten, hvor han fra baglinjen hamrede et fladt indlæg ind foran mål mod den dobbelte målscorer fra Nykøbing-kampen, Edgar Babayan, som kun akkurat kom for sent til at glide bolden i nettet.

Hobro forsøgte og forsøgte, men det blev ved lige ved og næsten. Små ti minutter før pausen tog Pål Kirkevold bolden til sig og driblede ud til venstre for mål, hvorfra han fandt Lucas Jensen i feltet. Her vendte kantspilleren rundt og tvang Jannich Storch til at give hjørne med en flot redning.

Sidste forsøg i første halvleg var også Hobros. Bolden blev tacklet hen til Lucas Jensen 25 meter fra mål, hvorfra han fik den prikket ud til højre mod kantkollega Martin Mikkelsen. Han trak ind i banen foran forsvaret og skød på mål med sit venstreben, men desværre sneg kuglen sig over kassen.

Topscorer Anders Holvad kom ind fra bænken og scorede det forløsende 1-0-mål. (Foto: Dannie Rosenkrantz)

Åben anden halvleg
Anden halvleg startede med et par forsøg fra AB, da både Nichlas Rohde og Sebastian Lassen forsøgte sig fra kanten af feltet til højre for mål. Første skud sneg sig til venstre for kassen, medens Jesper Rask uden problemer holdt fast i det andet.

Problemer kom Hobro-målmanden til gengæld i kort efter. En lang bold fra AB-forsvaret sejlede ned mod keeperen, som forsøgte at heade den væk uden for feltet. Det indgreb mistimede han, hvorfor bolden hoppede videre ned mod mål. Heldigvis formåede Emil Holten aldrig at få bolden under kontrol grundet stort pres fra Kasper Povlsen, hvorfor den i stedet havnede i favnen på Hobros sidste skanse.

Kampen var nu meget mere åben, end den var i første halvleg. Første store tilbud til værterne efter pausen kom efter en dødbold, der blev sparket over bagerst i feltet til Björn Kopplin. Tyskeren sendte hårdt et indlæg ind tæt under mål, hvor Edgar Babayan ved bagerste stolpe var tæt på at score.

To minutter derefter kom Anders Holvad til en afslutning blot få øjeblikke efter, at han var blevet skiftet på banen. Hobro-topscoreren blev fundet centralt i feltet med et fladt indlæg fra højre, men angriberen sparkede et par meter over.

Derefter var det igen gæsternes tur til at være farlige, og igen var det deres farligste mand på dagen, Emil Holten, som kom til chancen. Et indlæg fra højre fandt offensivspilleren, som headede på tværs af målet, men Jesper Rask puffede flot forsøget til hjørnespark.

Men så kom forløsningen. Jesper Bøge blev spillet blank i højre side af feltet, hvorfra hans forsøg blev blokeret tilbage ud i boksen. Her stod Anders Holvad klar til at sende Hobro i front med en resolut afslutning.

Få minutter derefter gjorde gæsterne det endnu sværere for sig selv, da den tidligere Hobro-spiller Rasmus Hansen fik direkte rødt kort for tilsyneladende at sparke ud efter en modstander midt på banen.

Efter målscorer Anders Holvads entre blev Edgar Babayan sendt på venstrekanten. Herfra kom han med ti minutter igen fri med midtstopperen Nicolai Høgh, som han driblede forbi, før han afsluttede mod mål. En god redning fra AB-keeperen holdt Hobro-føringen på 1-0.

Med få minutter tilbage var der kaos efter en dødbold i Hobros forsvarsende. Yaw Amankwah lå midt i feltet og ømmede sig, medens en AB-spiller desperat forsøgte at få et skud sendt afsted. I sidste ende fik Jesper Rask kastet sig over bolden og afværget.

I overtiden kom de sidste krampetrækninger fra udeholdet. Et skud på mål blev blokeret til et hjørnespark, som målmanden løb med frem på. Dødbolden blev vundet af gæsterne, men chancen blev headet over mål.

I stedet blev sejren cementeret fire minutter inde i overtiden, da Quincy Antipas tog bolden flot til sig midt på AB’s banehalvdel for derefter at sende Pål Kirkevold fri i dybden. Nordmanden rundede keeper Jannich Storch og tordnede bolden i det tomme mål til slutstillingen 2-0.

Kampfakta:
Hobro IK 2-0 AB Gladsaxe (0-0)

Mål:
Hobro IK - AB Gladsaxe 1-0, Anders Holvad (69. min.)
Hobro IK - AB Gladsaze 2-0, Pål Alexander Kirkevold (90+4. min.)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge - Yaw Amankwah - Kasper Povlsen - Björn Kopplin
Martin Mikkelsen - Mads Schäfer - Jonas Brix-Damborg (C) - Lucas Jensen
Pål Alexander Kirkevold - Edgar Babayan

Udskiftninger:
Ud: Lucas Jensen - Ind: Anders Holvad (58. min.)
Ud: Martin Mikkelsen - Ind: Quincy Antipas (77. min.)
Ud: Edgar Babayan - Ind: Mikkel Mejlstrup Pedersen (83. min.)

Ubenyttede spillere:
Alexander Nybo, Nicholas Gotfredsen, Rune Hastrup, Onur Albayrak.

Advarsler:
Jonas Brix-Damborg - Hobro IK (83. min.)
Björn Kopplin - Hobro IK (87. min.)

Udvisninger:
Rasmus Hansen - AB Gladsaxe (71. min.)

Tilskuertal:
1.727 tilskuere

Dommer:
Sandi Putros

Tilbage til oversigten