4-4 i reservekamp mod Thisted

Der var arrangeret en ekstra reservekamp for Hobro IK mandag aften, hvor modstanderen var Thisted FC, og det endte med at blive en ganske målrig affære.
 
Allerede efter otte minutter bragte Onur Albayrak Hobro i front, da han fra kanten af feltet krøllede bolden over i det fjerne målhjørne.
 
Efter et kvarter af kampen måtte Thisted igen hente bolden ud af nettet efter en scoring fra Sebastian Grønning. Scoringen kom efter et hjørnespark, som gæsterne ikke formåede at cleare, og til sidst kunne Grønning prikke bolden i mål.
 
Kort tid efter 2-0-scoringen fik gæsterne så reduceret, da Laurits Bust blev spillet fri på kanten af Hobros målfelt og efterfølgende bragede bolden ind bag Nicolaj Jørgensen i Hobro-målet
 
Fem minutter senere blafrede netmaskerne igen på DS Arena. Amerikanske Emmanuel Sabbi blev sendt i dybden og driblede ind i modstandernes felt. Herefter spillede han bolden hen til Onur Albayrak, som ikke kunne vriste sig fri til en afslutning og i stedet sendte bolden videre hen til Martin Mikkelsen, som med en skudfinte og et elegant chip fik sendt bolden i mål.
 
Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, og Hobro IK kunne derfor gå til pause foran 3-1.
 
Amerikanske Emmanuel Sabbi scorede til 4-3, men det var ikke nok til at sikre en Hobro-sejr. (Foto: Daniel Lindemann Jakobsen)
 

Målfesten fortsatte
Efter knap en times spil fik Thisted reduceret, da Hobros højre forsvarsside blev overløbet. Herefter blev et fladt indlæg sendt ind i feltet, hvor Mads Vang blot skulle sætte en inderside på for at gøre det til 3-2.
 
10 minutter senere fik gæsterne også udlignet til 3-3, da Laurtis Bust blev dobbelt målscorer.
 
Der gik dog ikke længe før Hobro IK atter var i front. Emmanuel Sabbi fik sendt en afslutning afsted, som gæsternes keeper kun fik halvklaret. Returen røg tilbage til amerikaneren, som i andet forsøg sendte bolden i mål.
 
Det lignede længe en sejr til Hobro IK, men dybt inde i overtiden lykkedes det gæsterne at udligne til 4-4. Gæsterne erobrede bolden på et farligt sted, hvorefter Jerushom Mihigo Musuhuke blev sendt i dybden og oversprintede forsvaret. Afslutningen kunne Nicolaj Jørgensen i målet ikke gøre noget ved, og dermed blev der udlignet til 4-4.
 
Det blev sidste aktion inden dommeren fløjtede kampen af, og således endte det ganske underholdende reserveopgør altså 4-4.
 
 
Kampfakta:
Hobro IK 4-4 Thisted FC (3-1)
 
Mål:
Hobro IK 1-0 Thisted FC, Onur Albayrak (8. min.)
Hobro IK 2-0 Thisted FC, Sebastian Grønning (15. min.)
Hobro IK 2-1 Thisted FC, Laurits Bust (19. min.)
Hobro IK 3-1 Thisted FC, Martin Mikkelsen (24. min.)
Hobro IK 3-2 Thisted FC, Mads Vang (58. min.)
Hobro IK 3-3 Thisted FC, Laurits Bust (68. min.)
Hobro IK 4-3 Thisted FC, Emmanuel Sabbi (72. min.)
Hobro IK 4-4 Thisted FC, Jerushom Mihigo Musuhuke (93. min.)
 
Hobro-opstilling:
Nicolaj Jørgensen
Jonas Grotrian – Mathias Haarup – Honoré Kalala – Jacob Tjørnelund
Martin Mikkelsen – Mikkel M. Pedersen – Rasmus Ingeman – Onur Albayrak
Emmanuel Sabbi – Sebastian Grønning
 
Udskiftninger:
Ud: Jonas Grotrian - Ind: Lasse Majgren (58. min)
Ud: Emmanuel Sabbi - Ind: Emil Hansen (88. min)

Tilbage til oversigten