Bøge: Bliver en stor mundfuld at få Midtjylland på besøg

På søndag tager Hobro IK imod Alka Superligaens øjeblikkelige tophold, FC Midtjylland. Tre af spillerne i Hobro-truppen har tidligere tørnet ud for midtjyderne, og en af disse er Jesper Bøge, som i søndags var tilbage på grønsværen efter en ankelskade, og han forudser en svær kamp for holdet fra Mariagerfjord.
 
- FC Midtjylland har jo vist igennem hele sæsonen, at de er det bedste hold i Superligaen, så det bliver en stor mundfuld at få dem på besøg her på DS Arena. De er stadig det eneste hold, vi aldrig har slået i Superligaen, så det bliver selvfølgelig en utrolig svær kamp, siger Jesper Bøge.
 
Selvom det uden tvivl er en svær opgave, der venter Hobro-mandskabet på søndag, så tror forsvarsspilleren på overraskelsen.
 
- De har også mistet nogle profiler her i transfervinduet på nogle vigtige positioner på banen. Så jeg er sikker på, at vi nok skal gøre lidt ondt på dem, hvis vi ligger den energi og kampvilje for dagen, som vi normalt er kendt for. Men jeg er også sikker på, at Midtjylland heller ikke kommer her til DS Arena og tror, at de får det nemt, lyder det fra forsvarsspilleren.
 
Der er kampstart mod FC Midtjylland på DS Arena klokken 12.00 på søndag. Billetter til opgøret kan købes her.


 

Tilbage til oversigten