Brandvarme Pål sænkede FC Helsingør

Hobro IK vandt 4-1 over FC Helsingør i sidste puljespilskamp. Norske Pål Kirkevold lavede tre og er nu på 21 scoringer for sæsonen.

Thomas Thomasberg fortsatte med det taktiske setup fra AGF-kampen med tre spillere på den centrale midtbane med to hurtige kantspillere på siden i form af Emmanuel Sabbi og Edgar Babayan.
 
Der skete ikke meget de første 25 minutter af opgøret. FC Helsingør havde et par få optræk til chancer, dog uden at blive farlig for alvor. I den anden ende fik Pål Kirkevold en god chance efter en lille halv time, da Emmanuel Sabbi spillede nordmanden fri i venstre side af feltet, men afslutningen røg højt over.

Alka Superligaens topscorer, Pål Kirkevold, var på pletten hele tre gange. Foto: Dannie Rosenkrantz
 
Sigtekornet blev justeret, og efter 39 minutter satte en vis nordmand gang i sagerne. Gode kombinationer i venstresiden mellem Jacob Tjørnelund og Edgar Babayan gav sidstnævnte mulighed for at slå et indlæg, og med et præcis et af slagsen fandt han Pål Kirkevold, som helflugtede kuglen i nettet til 1-0 uden chance for den debuterende U19-målmand Lukas Bornhøft Jensen.
 
Minutter efter var Pål igen på færde. En god dybdebold bragte ham alene igennem mod FC Helsingør-målmanden. Nordmanden tog et træk forbi og faldt til jorden. Jørgen Daugbjerg Burchardt mente dog, at det var film og præsenterede målskytten for et gult kort til stor forargelse for hjemmeholdets publikum.
 
Fem minutter efter føringsmålet var Pål Kirkevold igen på færde. Den unge FC Helsingør-målmand tabte et indlæg fra Emmanuel Sabbi ned foran fødderne på den brandvarme angriber, som ikke svigtede og scorede til 2-0.
 
Hjemmebanepublikummet havde knapt fået armene ned efter scoringen, før bolden igen lå i nettet. En lang bold gav gæsternes Melvin Frithzell en fri chance med Jesper Rask, og den chance omsatte han stensikkert til 2-1, som også blev pausestillingen.
 
Vito Hammershøy-Mistrati spillede igen en solid kamp på midten. Foto: Dannie Rosenkrantz
 
Tre minutter inde i 2. halvleg var FC Helsingør tæt på at bringe balance i regnskabet. Tobias Christensen afsluttede fladt og ramte stolpen, og på returen tvang en anden debutant, Frederik Roepstorff, Jesper Rask ud i en redning i fuld længde.
 
Efter 55 minutter sparkede Hobro IK sig dog yderligere foran. Jacob Tjørnelun svingede et hjørnespark ind tæt under mål. Hårdt presset prøvede målmanden at bokse bolden væk, men i stedet endte den i nettet, og Jacob Tjørnelund kunne således lade sig hylde som målscorer til 3-1.
 
Kort efter var Danny Olsen tæt på at bringe Hobro-mandskabet foran med tre mål, da Jacob Tjørnelund med et præcis indlæg fandt midtbanespilleren i et løb i feltet. Danny Olsen kiksede dog sin afslutning, og han måtte se sin afslutning gå over mål.
 
Efter 78 minutter fik vi et hattrick. Pål Kirkevold fik plads til at vende rundt i feltet og med en følt inderside lå han kontrolleret bolden over i det lange hjørne til 4-1. Det var nordmandens 21. sæsonscoring.
 
Selvom der sagtens kunne være faldet flere mål blev det ved 4-1, og SønderjyskE venter nu de næste to søndage om at komme med i Europa.
 
Kampfakta:
Hobro IK 4-1 FC Helsingør (2-1)
 
Mål:
Hobro IK – FC Helsingør 1-0, Pål Kirkevold (39. min.)
Hobro IK – FC Helsingør 2-0, Pål Kirkevold (44. min.)
Hobro IK – FC Helsingør 2-1, Melvin Frithzell (44. min.)
Hobro IK – FC Helsingør 3-1, Jacob Tjørnelund (58. min.)
Hobro IK – FC Helsingør 4-1, Pål Kirkevold (79. min.)
 
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge - Yaw Amankwah – Rasmus Minor – Jacob Tjørnelund
Vito Hammershøy-Mistrati - Jonas Brix-Damborg (C) – Danny Olsen
Emmanuel Sabbi – Edgar Babayan
Pål Alexander Kirkevold
 
Udskiftninger:
Ud: Edgar Babayan – Ind: Quincy Antipas (62. min.)
Ud: Danny Olsen – Ind: Martin Mikkelsen (62. min.)
Ud: Emmanuel Sabbi – Ind: Mikkel MP (73. min.)

Ubenyttede spillere:
Nicolaj Jørgensen (MM), Mads Justesen, Björn Kopplin, Frans Dhia Putros
 
Advarsler: 
Pål Kirkevold – Hobro IK (41. min.)
Mathias Johannsen Kirkevold – FC Helsingør (44. min.)
 
Tilskuertal:
1740 tilskuere
 
Boldbesiddelse:
Hobro IK: 51%
FC Helsingør: 49%
 
Dommer: 
Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tilbage til oversigten