Chancerigt opgør endte uafgjort i Hjørring

En hårdt spillet kamp mellem Hobro IK og Vendsyssel FF endte med remis efter et spilovertag til Hobro-holdet i anden halvleg med Emmanuel Sabbi som det store højdepunkt for mandskabet fra Mariagerfjord.

Søndag middag tog holdet fra Mariagerfjord turen nordpå til Hjørring for at spille dagens tidlige Superligakamp mod Vendsyssel FF.

Allan Kuhns mandskab havde svært ved at holde på bolden i kampens indledning, men så farlige ud på omstillinger, hvor hurtigløberne Quincy Antipas og Emmanuel Sabbi blev sendt i dybden i front. Efter første kvarter havde værterne fra Hjørring mest boldbesiddelse, uden dog at spille sig til de store chancer på nær et hjørnespark, som var tæt på at sejle direkte i mål.


(Foto: Dannie Rosenkrantz)


Efter 29 minutter brød hjemmeholdets Thorsteinsson igennem på kanten og sendte et indlæg ind til Andreas Kaltoft, der havde sneget sig med frem. På kanten af feltet fik forsvarsspilleren sparket bolden i mål til 1-0.

Efter scoringen fulgte 10 mindre gode minutter fra Hobro-mandskabet, men derefter kom man bedre med i kampen, og kort inden pausen skulle de gulklædtes anstrengelser vise sig nyttige. Jesper Bøge blev sendt i dybden og vippede bolden fikst over Vendsyssel FF’s Daniel Christensen, hvorefter han kunne sende et fladt indlæg ind til Mikkel M. P., som fik sparket bolden i kassen på trods af en afretning. Dermed var stillingen 1-1, og den stilling holdt til pausefløjt.


(Foto: Dannie Rosenkrantz)


Skarpheden manglede på den sidste tredjedel
Det første kvarter af anden halvleg forløb magen til den første, men herefter fik Hobro mere boldbesiddelse og deraf flere gennemspillede angreb.

Det efterfølgende kvarter bød på lige store chancer til begge hold samt mange hårde tacklinger. Et godt billede på kampen generelt.

Emmanuel Sabbi fik flere gange i løbet af opgøret vist sin høje fart og finurlige driblinger, men Hobro-mandskabet manglede skarpheden på den sidste tredjedel til at score det andet og afgørende mål.

Som kampen nærmede sig slutningen satsede begge hold mere på sejren, hvilket resulterede i flere lange bolde og mere skiftende spil. Hobro havde en fin chance på et indlæg kort inden uret havde rundet 90 minutter, som debutanten Julian Kristoffersen fik headet til, men dog ikke fik omsat til en scoring.

Hverken Hobro IK eller Vendsyssel FF formåede at få det vindende mål, og derfor endte opgøret 1-1.

Næste opgør er mod AaB på DS Arena, som spilles den 23. september.

 
Kampfakta:
Vendsyssel FF 1-1 Hobro IK (1-1)

Mål:
Vendsyssel FF 1-0 Hobro IK, Andreas Kaltoft (28. min.)
Vendsyssel FF 1-1 Hobro IK, Mikkel M. P. (40. min.)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge - Yaw Amankwah - Rasmus Minor - Mathias Haarup
Emmanuel Sabbi - Jonas Brix-Damborg (C) - Vito Hammershøy-Mistrati - Mikkel M.P.
Quincy Antipas - Sebastian Grønning

Udskiftninger:
Ud: Quincy Antipas - Ind: Julian Kristoffersen (76. min.)
Ud: Mikkel M.P. - Ind: Danny Olsen (76. min.)
Ud: Sebastian Grønning - Ind: Djiby Fall (85. min.)

Tilskuertal:
1.686

Dommer:
Peter Kjærsgaard
 

Tilbage til oversigten