Dele af Hobro IKs spillertrup er torsdag tilbage på træningsbanen.

Tidligere i dag meddelte Divisionsforeningen at spillerne i de 3 bedste ligaer i Danmark igen har mulighed for at må træne sammen, dog under skærpede forhold.

Efter nøje overvejelser er det nu besluttet at spillerne igen møder op på DS Arena til træning, men til en noget anderledes træning end de har været vant til. Divisionsforeningen har opstillet en række anbefalinger, der skal overholdes.

De nye anbefalinger fra Divisionsforeningen er følgende:
- Maks. otte personer på banen ad gangen
- Spillerne skal møde omklædte og i eget transportmiddel.
- Ingen fællesspisning
- Ingen håndtryk eller anden fysisk kontakt
- Ingen nærkampstræning
- Træningen tilrettelægges med den nødvendige afstand spillerne i mellem
- Alt udstyr håndteres af en udvalgt person fra trænerstaben
 
- Vi gør alt for at holde vores spillere i kampform til, vi forhåbentligt skal afvikle, de resterende kampe i 3F Superligaen. Vi har stor respekt for den situation hele Danmark og resten af verden er i og sørger for at vi overholder alle anbefalinger som Divisionsforeningen og sundhedsmyndighederne udstikker, fortæller Jens Hammer Sørensen.

Derfor er det også kun dele af spillertruppen, samt Cheftræner Peter Sørensen, Michael Kryger og Sundhedschef Henrik Bøgvad, der er tilbage i arbejdstøjet. Den resterende trænerstab samt administrationen er stadig hjemsendt på ubestemt tid.

Foto: Dannie Rosenkrantz

Tilbage til oversigten