Dødsensfarlige dødbolde dræbte Skive

Tre mål efter standardsituationer og en debutscoring fra Kasper Lynge Nielsen sikrede Hobro den anden 4-1-sejr i træk. Denne gang gik det ud over Skive.

Hobro pressede værterne fra Skive i bund fra starten, medens hjemmeholdet var farlige på kontraangreb. Det var således hjemmeholdet, der gjorde sig de første tilnærmelser via to tidligere Hobro-spillere. Først slog Mathias Bersang et giftigt, tidligt indlæg, før midtbanedynamoen John Dyring hamrede på mål fra distancen.

I kampens 18. minut kom kampens første mulighed til Hobro, og flere skulle gæsterne ikke bruge, for at bringe sig foran. Et hjørnespark fra højre blev forlænget af Babajide Ogunbiyi, og ved bagerste stolpe saksesparkede Anders Holvad brilliant sin anden sæsonscoring i kassen.

Det gik stærkt nu. Få minutter efter føringsmålet blev Wilfried Domoraud stukket i dybden, men fra en spids vinkel alene med målmanden resulterede franskmandens afslutning i endnu et hjørnespark. Et hjørnespark som Babajide Ogunbiyi igen kom højest på. Denne gang valgte amerikaneren bare selv at pande bolden i nettet. 0-2.

Her stoppede de gode dødbolde ikke for de i dagens anledning hvidklædte hobrogensere. Blot ti minutter efter det første mål fik gæsterne et indkast, som blev forlænget videre af Nicholas Gotfredsen, for derefter at blive forlænget igen af Mads Justesen, før Babajide Ogunbiyi forlængede bolden videre for tredje gang, inden fødselaren Wilfried Domoraud i sidste ende skovlede 0-3-målet ind.

Hobro fortsatte med at være farlige, og især Anders Holvad var synlig. Først var han tæt på at score ved at sende bolden i en stor bue over hjemmeholdets keeper fra lang afstand, før han drev gæk med en to-tre Skive-spillere i venstre side af banen og slog et glimrende indlæg ind i hovedet på Domoraud, der akkurat missede muligheden for at blive dobbelt målscorer, da han sendte bolden snert forbi.

Men det var Skive, der sluttede 1. halvleg bedst. Mathias Bersang scorede sidst de to hold mødtes, dengang for Hobro, i dag stillede han op for Skive og var en af hjemmeholdets bedre spillere. Kort før pausen tog kantspilleren en fremragende tur på tværs af banen, før han afsluttede fladt i modsatte hjørne og bragte fornyet håb til Skive-spillerne.

Anders Holvad scorede for anden kamp i træk. Denne gang på et akrobatisk saksespark. (Foto: Dannie Rosenkrantz)

Stille anden halvleg
Skive jagtede et comeback, medens Hobro skulle forsvare en føring efter pausen. Det betød, at gæsterne stillede sig længere tilbage på banen, medens hjemmeholdet var meget mere på bolden, end det var tilfældet i de første 45 minutter. Det var derfor også værterne, der først var farlige. Blot fire minutter inde i anden halvleg tog Mathias Bersang sagen i egen hånd efter et hjørnespark til Hobro. Fra egen banehalvdel driblede han sig frem til en afslutning, der dog gik en del over mål.

Godt fem minutter senere var det nu Hobro, der kørte et kontraangreb startet af Nicholas Gotfredsen. Sebastian Andersen sendte et habilt indlæg ind i fødderne på Wilfried Domoraud, men ingen anden scoring fra franskmanden.

Skive var fortsat mest på bolden, men hjemmeholdets pasningsspil var for langsomt, og de havde store problemer med at nedbryde Hobros solide defensiv. I den anden ende fik Hobro i stedet tildelt sit 10. hjørnespark i kampen. Sebastian Andersen fandt Kasper Povlsen af alle mennesker i feltet, men midtbanesliderens hovedstød blev afværget tæt under mål.

Kampen gik i stå, og vi skulle frem til otte minutter før tid, før der igen var lidt action. Blot to minutter efter indskiftningen til sin debut afgjorde Kasper Lynge Nielsen endeligt opgøret. Skive-forsvareren Rasmus Larsen helkiksede sin håndtering af et Hobro-indlæg fra venstre, Lucas Jensen pressede på og fik trykket mod mål, før førnævnte debutant kunne skrabe sit første Hobro-mål over stregen til slutstillingen 1-4.

Kampfakta:
Skive IK 1-4 Hobro IK (1-3)

Mål:
Skive IK - Hobro IK 0-1, Anders Holvad (18. min.)
Skive IK - Hobro IK 0-2, Babajide Ogunbiyi (21. min.)
Skive IK - Hobro IK 0-3, Wilfried Domoraud (28. min.)
Skive IK - Hobro IK 1-3, Mathias Bersang Sørensen (44. min.)
Skive IK - Hobro IK 1-4, Kasper Lynge Nielsen (82. min.)

Hobro opstilling:
Jesper Rask, Nicholas Gotfredsen, Babajide Ogunbiyi, Mads Justesen (C) (84. min. - Mads Jessen), Martin Mikkelsen (27. min. - Mikkel Mejlstrup Pedersen), Lucas Jensen, Kasper Povlsen, Jonas Brix-Damborg, Sebastian Andersen (80. min. - Kasper Lynge Nielsen), Anders Holvad, Wilfried Domoraud.

Bænken:
Alexander Nybo, Mads Jessen, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Rune Hastrup, Onur Albayrak, Kasper Lynge Nielsen, Quincy Antipas.

Advarsler:
Rasmus Nørskov Larsen - Skive IK (26. min.)

Tilskuertal:
768 tilskuere

Dommer:
Chris Johansen



Tilbage til oversigten