DS Gruppen fejrer 50-års jubilæum ved at give gratis hjemmeholdspladser til FCK-kamp

Den ene af Hobro IK’s hovedsponsorer DS Gruppen fejrer 50-års jubilæum i år, og det fejres i forbindelse med Hobro IK’s hjemmekamp mod F.C. København den 15. september, hvortil DS Gruppen har frikøbt alle hjemmeholdsbilletter. Billetterne deles gratis ud til alle interesserede, og de kan afhentes hos Spar Nord i Hobro og Hadsund samt hos Jutlander Bank i Hobro, Hadsund, Mariager og Arden.
 

(Foto: Dannie Rosenkrantz)


DS Gruppen, der i adskillige år har været en af hovedsponsorerne i Hobro IK, fejrer 50-års jubilæum i år, og det markeres i forbindelse med Hobro IK’s næste hjemmekamp på DS Arena den 15. september, hvor F.C. København er modstanderen.
 
Som en del af jubilæet har DS Gruppen frikøbt alle billetter til hjemmeholdssektionerne, og billetterne deles gratis ud til alle interesserede. Et andet tiltag er, at Hobro-spillerne kommer til at spille i en særlig DS Gruppen-jubilæumstrøje i stedet for den normale hjemmebanetrøje.
 
Billetterne til hjemmeholdssektionerne til kampen mod F.C. København den 15. september kan derfor ikke købes hos Hobro IK. I stedet kommer billetterne til at ligge i Spar Nords filialer i Hobro og Hadsund samt i Jutlander Banks filialer i Hobro, Hadsund, Mariager og Arden, hvor alle interesserede gratis kan hente billetter til kampen.
 
Billetterne kan afhentes fra torsdag den 5. september i de nævnte filialer indenfor filialernes åbningstid. Der kan afhentes op til fire billetter per person. Har man sæsonkort eller aktionærkort er disse naturligvis stadig gyldige til kampen mod F.C. København den 15. september.
 

Koncerndirektør i DS Gruppen, Mads Møller Hansen, udtaler:
 
- Vi vil gerne fejre vores 50-års jubilæum ved at give noget tilbage til alle borgere i Hobro og omegn. Derfor har vi valgt at frikøbe alle hjemmeholdsbilletter til Hobro IK’s kommende hjemmekamp mod F.C. København, så vi sammen med hele byen og omegnen kan skabe en festlig dag med jubilæumsfejring og forhåbentlig en god fodboldkamp på DS Arena, siger Mads Møller Hansen.
 

I Hobro IK jubles der over tiltaget:
 
- Vi har et super samarbejde med DS Gruppen og har haft det i mange år. De har en stor betydning for os, og derfor er vi også rigtig glade for, at vi kan være med til at fejre deres 50-års jubilæum med dette flotte tiltag, siger drifts- og eventchef i Hobro IK, Henrik Hammershøj.
 

Også i den sportslige sektor er der begejstring over tiltaget:
 
- Vi er rigtig glade og taknemmelige for, at DS Gruppen har valgt at frikøbe alle hjemmeholdsbilletterne til kampen mod F.C. København. Vi håber at se rigtig mange mennesker på DS Arena, som vil være med til at fejre DS Gruppens jubilæum og ikke mindst skabe en fantastisk stemning til vores kamp mod F.C. København, udtaler sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.



(PRESSEMEDDELELSE 03-09-19)

Tilbage til oversigten