En tam serie 1 indsats på lånt "græs"

En tam serie 1 indsats endte i nullert.

Vi var lørdag på vej til kamp i Gug mod deres JS2 hold, men netop som vi var på vej i bilerne ved DS Arena, ankom Gugs spillere til Hobro. Der var gået noget information tabt og begge hold forventede således, at kampen skulle spilles på udebane. Vi handlede hurtigt og lånte vores naboer, IK Rosendals, nye kunstgræsbane.
Tak for lån til de “røe” fra den anden ende af byen.
 
Vi startede ud i vores gamle formation, 4-5-1, og det virkede som om, at vi havde glemt vores principper i forhold til dette system. Vi virkede usikre i vores boldomgang, og vi smed alt for mange bolde væk i vores opspil. Samtidig tabte vi mange mand/mand dueller, og derfor var Gug lidt i teten i første halvleg. 
 
Der blev dog skabt nogle muligheder i begge ender af banen, men det blev for vores vedkommende kun til halvsvage afslutninger fra feltkanten. I flere af disse situationer kunne vi med fordel have spillet chancen noget større. 
Gug havde et par farlige herrer fremad banen, der udfordrede vores bagkæde, men de havde heller ikke held og skarphed til at få scoret.
 
Vi ændrede i anden halvleg til 3-6-1, men heller ikke her fik vi bid i kampen. Både Gug og HIK kom frem til større chancer i anden halvleg, men angriberne fra begge hold var stadig uskarpe her tre uger inden turneringskamp. Vi havde Mathies Skjellerup tilbage på holdet, og han arbejder hårdt for holdet, men han var én af synderne i forhold til brændte chancer. Jeg er dog yderst fortrøstningsfuld i forhold til Mathies, for han har stadig tre uger til at få sparket en masse mål ind til træning og forhåbentligt i de resterende træningskampe.
 
Vi døjede til kampen med fravær på hele fem spillere, flere spillere, der formodentligt er i startopstillingen til første turneringskamp. Oliver Keldberg gik ud i 1. halvleg med stram lysken, og Simon Barslund gik ud i pausen med irritation omkring akillessenen. Mathias Damborg blev scannet i går efter han til torsdagens træning landede hårdt ned på skuleren. Heldigvis ingen brud, men han er meget øm i disse dage. Derfor skal vi finde balancen mellem at passe på spillerne, men samtidig har vi behov for at få spillet en start 11-er ind i de sidste tre træningskampe.
 
På tirsdag møder vi et stærkt JS1 hold(Sæby) i Hjallerup, og herudover mangler vi Støvring og FC Djursland. Alle tre kampe vil vi blive presset til det yderste, men det er vigtigt, at vi får en fornemmelse af, hvor de forskellige spillere står inden turneringsstart 2. Påskedag. 
 
Kasper Vernersen spillede en rigtig god kamp for os, hvor han både i sine offensive og defensive aktioner spillede med stort overblik og sikkerhed.
 
0-0(0-0)
 
Startopstilling 4-4-1-1
Søren Kragh
Sinthusan Manoharan - Mikkel Bundgaard - Kasper Vernersen - Oliver Keldberg  
Simon Barslund - Stefan Kahr - Okan Atas - Lennert Dalsgaard
Faris Bidejic
Mathies Skjellerup
 
Bænken: Emil M. Christensen(ind 25. min.), Kristian Bach(ind 46. min.) og Semir Cankusic(ind 70. min.)



Tilbage til oversigten