Fort DS Arena skal atter forsvares

Hobro IK har endnu ikke tabt hjemme på DS Arena. Senest blev det til en storsejr på 4-1 over Næstved, men torsdag aften venter endnu en udfordring, når FC Fredericia kommer på besøg.

DS Arena har været et fort for Hobro IK i denne sæson. 17 point i syv kampe er resulatet af nul nederlag, to uafgjorte og fem sejre på hjemmebanen. En hjemmebane, der for anden gang på en uge lægger græs til et 1. divisionsopgør, når FC Fredericia i morgen kigger forbi.

Sæsonens første kamp mod de rødblusede gæster blev spillet på deres hjemmebane, Monjasa Park, hvor resultatet blev 0-0. En kamp, hvor morgendagens gæster var bedst, men ikke formåede at udnytte deres chancer.

Generelt om FC Fredericia kan det siges, at de i indeværende sæson har været svingende, hvilket fire sejre, tre uafgjorte og seks nederlag vidner om. 0-0-kampen tilbage i starten af september er dog også bevis for, at østjyderne er en svær modstander.

Wilfried Domoraud kom på scoringstavlen i søndags mod Næstved. Dog ikke på dette spektakulære saksesparksforsøg. (Foto: Dannie Rosenkrantz)

Til torsdagskampen har Ove Pedersen og resten af trænerteamet udtaget følgende trup.

1. Jesper Rask
2. Anders Holvad
3. Jesper Bøge
4. Jacob Tjørnelund
6. Nicholas Gotfredsen
7. Sebastian Andersen
9. Lucas Jensen
10. Anatole Abang
12. Jonas Brix-Damborg
13. Mads Justesen
14. Mikkel Mejlstrup Pedersen
16. Alexander Nybo
18. Onur Albayrak
21. Wilfried Domoraud
23. Babajide Ogunbiyi
26. Martin Mikkelsen
27. Davidson Eden
37. Kasper Lynge Nielsen

Midtbaneslider Kasper Povlsen er ikke med mod Fredericia, da han i søndagens kamp fik tilraget sig et gult kort og nu har optjent for mange karantænepoint. Derimod er der blevet plads til offensivspilleren Kasper Lynge Nielsen i truppen.

Der er kampstart klokken 18:00 på DS Arena, men er man med familien på efterårsferie et andet sted i landet, så vises opgøret også direkte på TV3 Sport 1 og Viaplay med optakt fra klokken 17:45. Er man udenlands, så opdaterer Hobro IK dig som altid via Twitter, Facebook, Instagram og Snapchat samt her på hjemmesiden.

Tilbage til oversigten