Fyrkat Q - ​U15 piger kredsvinder

FyrkatQs U 15 pigehold har vundet deres kreds.

Sidste kamp i forårssæsonen var mod Bjerringbro IF, og det blev til en sikker sejr på 5-1 efter 3-0 ved pausen. Bjerringbro ønskede at spille 9-mands, så det var selvfølgelig en udfordring, idet banen jo så er forkortet. FyrkatQ havde hele 14 spillere klar til kampen, så det betød mange udskiftninger, og det var derfor svært at få rytme i spillet. Kampen blev hele vejen igennem domineret af FyrkatQ, og holdet spillede sig til mange oplagte målchancer, og en del af disse blev udnyttet.
Målscorere i kampen var Lone Stoter 2 mål, Stinne Larsen 1 mål, Sarah Østergaard 1 mål og Anline Oppelstrup 1 mål. Kampens spiller blev Linn Bjønnes.
Holdet er en sammenslutning af Valsgaard IF, Hobro IK og Jarl Arden IF. Holdsamarbejdet startede i begyndelsen af januar og har fra starten været en stor succes. Spillet er i løbet af foråret blevet bedre og bedre, efterhånden som spillerne har lært hinanden bedre at kende. Positionsspil, pasninger og både bevægelse med og uden bold begynder at sidde i skabet.
Holdet har stadigvæk en stor udfordring i at få udnyttet de mange målchancer, som holdet tilspiller sig, men der er alligevel blevet scoret 39 mål i løbet af foråret. Holdet har vundet 8 kampe, spillet 1 uafgjort og tabt en enkelt.

Nu står den så på kampe om Jysk Mesterskab. Den første kamp spilles tirsdag den 18. juni  på udebane mod ASV på Als Stadion kl. 19.00. Vi håber selvfølgelig på sædvanlig stor opbakning af forældre og fans af holdet.
Så mød op og støt os tirsdag, så vi får maksimal opbakning til kampen.


Tilbage til oversigten