Hammer: Vi skal kæmpe for at undgå 14. pladsen

Hobro IK gæster F.C. København i den sidste spillerunde af Superligaens grundspil, som afvikles på søndag kl. 17.00. For sportschef Jens Hammer Sørensen handler det om at undgå en placering på Superligaens 14. plads, når søndagens spillerunde er færdigspillet.
 
- Vi er klar over, at det bliver en svær kamp mod F.C. København på søndag. Det er et godt hold med mange dygtige spillere, og det er de færreste, som formår at drille F.C. København i Parken. Når det så er sagt, så går vi benhårdt efter at levere overraskelsen, som vi før har gjort derovre, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
 
- Der er meget på spil. Vi skal kæmpe hårdt for ikke at ende som nummer 14, når kampene på søndag er færdigspillet. Som det ser ud med puljeinddelingen til gruppespillet lige nu, så kommer holdet på 14. pladsen til at have et stykke op til de andre hold i deres pulje. Dermed kan det blive vanskeligt at komme væk fra 4. pladsen i gruppespilspuljen, hvis man ender som nummer 14, og det scenarie vil vi selvfølgelig helst undgå. Men det er klart at skulle vi ende i det scenarie, så tager vi selvfølgelig kampen op.
 

(Foto: Dannie Rosenkrantz)
 

Hobro IK undgår 14. pladsen, hvis man leverer overraskelsen og henter tre point i Telia Parken. Sker det ikke, så er man afhængig af, at Vejle Boldklub ikke formår at hente point nok til at overhale mandskabet fra Mariagerfjord i tabellen, når de rødblusede fra Vejle gæster Esbjerg fB på søndag.
 
Sportschef Jens Hammer Sørensen forlanger fuldt fokus på egen kamp.
 
- Vi kigger først og fremmest på os selv, og selvom der venter os en svær udebanekamp, så går vi ind til kampen med en tro på, at vi kan vinde den. Vi har før både vundet og spillet uafgjort i Parken, og jeg tror på, vi igen kan levere en overraskelse derovre. Så det handler om, at vi her i klubben skal fokusere på det, vi selv kan gøre noget ved, og det er vores egen kamp mod F.C. København på søndag, slutter Jens Hammer Sørensen.
 

Der er kampstart mod F.C. København klokken 17.00 på søndag. Billetter til opgøret kan købes online via billet.fck.dk.
 
Fanklubben Hobro Yellow Vikings arrangerer bustur til kampen, hvilket man kan læse mere om på deres hjemmeside.

Tilbage til oversigten