Hobro forlænger med franskmand

Der er nu kommet en afklaring om fremtiden for offensivspillerne Wilfried Domoraud og Anders Holvad, som begge har kontraktudløb den 30. juni. Aftalen med Wilfried Domoraud forlænges, mens Anders Holvad forlader klubben.
 
I januar skrev Hobro IK kontrakt med den franske offensivspiller Wilfried Domoraud, som blev hentet til klubben på en fri transfer. Aftalen løb dog blot et halvt år, hvorfor franskmandens kontrakt altså stod til udløb denne sommer. Nu er begge parter blevet enige om at fortsætte samarbejdet, hvorfor cheftræner Ove Pedersen også får glæde af franskmandens kvaliteter i den kommende sæson. Der er tale om en etårig aftale med option på yderligere et år i tilfælde af oprykning til Alka Superligaen.
 
”Wilfried er en fantastisk vigtig spiller, som har et højt niveau. Han er god i dueller, vinder sine nærkampe og kan lave nogle afgørende ting på banens sidste tredjedel, hvilket vi får brug for. Han er en type der arbejder stenhårdt, og som har været et godt bekendtskab både på og uden for banen,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen om kontraktforlængelsen.
 
Den franske offensivspiller spillede 13 kampe og scorede et mål for Hobro i foråret, hvor han især i den sidste del af forårssæsonen beviste, at han er en spiller der kan skabe ravage på den sidste tredjedel af banen. 
 

Med sit hidtil eneste mål for Hobro IK, sikrede Wilfried Domoraud en 0-1 sejr mod OB i Odense den 15. maj. (Foto: Dannie Rosenkrantz)

Fodboldkarrieren startede som junior i AS Nancy, og karrieren har bragt Wilfried Domoraud til klubber i England, Østrig og Frankrig, inden han skiftede til Hobro IK i januar måned. Nu ser den 27-årige franskmand frem til at tage endnu en tørn i Hobro-trøjen.
 
”Jeg har været glad for opholdet i Danmark og i Hobro. Det er nogle rare mennesker, der er i klubben. Hobro er en ambitiøs klub, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at klubben kommer til at spille i Superligaen igen,” siger Wilfried Domoraud.

 
Farvel til Anders Holvad
I samme ombæring siger Hobro IK farvel til Anders Holvad, som har valgt at søge nye udfordringer andetsteds. Den tidligere Brabrand-spiller kom til Hobro IK på en halvårig aftale i vinterens transfervindue, og han forlader altså klubben ved kontraktudløb.
 
”Anders var en spiller der kom lidt ud af det blå, og som vi var glade for. Vi har tilbudt ham en kontrakt, men han har valgt at søge andre udfordringer. Vi siger tak for indsatsten til Anders og ønsker held og lykke fremover,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
 
Anders Holvad nåede 11 kampe i Hobro-trøjen med et enkelt mål til følge. 

(PRESSEMEDDELELSE 29-06-16)
 

Tilbage til oversigten