Gratis entré til søndagens kamp mod Lyngby BK klokken 16.00! Læs mere her

​Hobro IK forlænger med lokalt talent

Det lokale talent Mikkel Mejlstrup Pedersen fortsætter i Hobro IK i den kommende sæson. Kontrakten stod til udløb den 30. juni, men nu er aftalen forlænget frem til næste sommer.
 
21-årige Mikkel Mejlstrup Pedersen er vokset op på Amerikavej i Hobro blot få hundrede meter fra DS Arena. Sidste sommer vendte han tilbage til barndomsklubben Hobro IK på en etårig aftale efter en afstikker til Randers FC, og nu har han så underskrevet en ny aftale med Hobro IK, som holder ham i klubben frem til næste sommer.
 
”Mikkel har taget store skridt, siden han vendte tilbage til Hobro IK sidste sommer. Han har spillet over 20 kampe i den seneste sæson og har været igennem en fantastisk udvikling, og det har vi valgt at belønne med en ny kontrakt. Vi håber alle, at Mikkel kan fortsætte den flotte udvikling gennem den kommende sæson i Alka Superligaen,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
 
21-årige Mikkel Mejlstrup Pedersen er klar til endnu en tørn i Hobro-trøjen (Arkivfoto: Dannie Rosenkrantz)

Gennem forrige sæson fik Mikkel Mejlstrup Pedersen spilletid på begge backs, begge kanter, på den centrale midtbane og i angrebet, og han kan derfor betegnes som en alsidig spiller. Favoritpositionen er dog på midtbanen.
 
Allroundspilleren er glad for forlængelsen med Hobro IK og håber på endnu mere spilletid end i forrige sæson.
 
”Jeg har haft et rigtig godt år i Hobro IK, så jeg er glad for, at vi er blevet enige om at forlænge samarbejdet. Jeg håber, at jeg i den kommende sæson kan få endnu mere spilletid og få endnu flere startpladser, så jeg kan fortsætte den positive udvikling, jeg har gennemgået i Hobro IK det seneste år,” siger Mikkel Mejlstrup Pedersen.
 
Mikkel Mejlstrup Pedersen er noteret for 22 kampe på Hobro IK’s førstehold.


(PRESSEMEDDELELSE 19-06-17)

Tilbage til oversigten