Hobro IK henter Imed Louati

25-årige Imed Louati er ny spiller i Hobro IK. Angriberen fra Tunesien har fået en toårig aftale hos klubben fra Mariagerfjord.
 

(Foto: Dannie Rosenkrantz)


Hobro IK har hentet forstærkning til offensiven i form af den tunesiske angriber Imed Louati, som har fået en toårig aftale med Hobro IK.
 
25-årige Imed Louati har senest repræsenteret Vejle Boldklub, hvor han fra 2017 til 2019 spillede 61 kampe. Tidligere har angriberen tørnet ud for tunesiske CS Sfaxien samt kinesiske Hangzhou Greentown. Fra sidstnævnte klub var han i 2015 udlejet til sydkoreanske Gyeongnam FC, og i 2016 var han udlejet til svenske Dalkurd FF.
 

Sportschef Jens Hammer Sørensen udtaler:
 
- Efter Mads Hvilsoms skade har vi blot haft to fuldblodsangribere i truppen, og antalsmæssigt er det for lidt. Derfor har vi været på jagt efter en ekstra angriber, og det har vi nu fået med Imed Louati, som desuden også kan spille på kanten. Han er en rigtig dygtig fodboldspiller, som også har en enorm fysisk styrke. Vi er sikre på, at han bliver en god tilføjelse til vores spillertrup, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
 

Imed Louati ser frem til at tørne ud for Hobro IK:
 
- At spille for Hobro IK er en god mulighed for mig, så jeg er rigtig glad for at være kommet hertil. Træneren ville meget gerne have mig, og jeg har derudover fået et rigtig godt indtryk af klubben.
 
- Jeg vil gøre alt for, at Hobro IK bliver i 3F Superligaen. Det er det primære mål, men som angriber håber jeg selvfølgelig også, at jeg kommer til at score mange mål. Generelt vil jeg bare gøre alt for at hjælpe så meget som muligt både på og udenfor banen, siger Imed Louati.
 
Imed Louati har fået trøjenummer 9 i Hobro IK.



(PRESSEMEDDELELSE 12-09-19)

Tilbage til oversigten