Hobro IK indgår samarbejde med Dahl Akupunktur

Fremover kan Hobro IK frit sende spillere til akupunkturbehandlinger hos Dahl Akupunktur, da de to parter har indgået et nyt samarbejde.
 
Som led i at tilbyde Superliga-spillerne endnu bedre behandlingsmuligheder har Hobro IK indgået et samarbejde med nystartede Dahl Akupunktur, som har klinik tæt ved DS Arena.
 
I den seneste tid har flere af Hobro IK’s Superliga-spillere været gennem behandlingsforløb hos Dahl Akupunktur, og det har været med så gode resultater, at der nu er indgået et samarbejde med akupunkturklinikken, således at Hobro IK frit kan sende spillerne til akupunkturbehandling.
 
”Det er glimrende, at vi nu kan tilbyde endnu flere behandlingsmuligheder for spillerne. Vi ser akupunkturen som et rigtig godt supplement til den behandling, den fast sundhedsstab kan give i klubben,” fortæller fysioterapeut i Hobro IK, Henrik Bøgvad, om det nye samarbejde.
 
Joan Dahl, der er indehaver af Dahl Akupunktur, glæder sig ligeledes over samarbejdet.
 
”Jeg er rigtig glad for vores nyetablerede samarbejde, og jeg ser frem til at komme endnu tættere på Hobro IK. Man kan sige, at vi i akupunkturverdenen forsøger at anskue skader fra forskellige vinkler og behandler kroppen som en helhed og ikke blot fokuserer på det område, hvor smerten befinder sig. Jo flere vinkler vi anskuer og behandler en skade fra, jo hurtigere kan de skadede spillere forhåbentligt sendes på banen igen,” udtaler Joan Dahl.

 


Tilbage til oversigten