Hobro IK må nøjes med et point efter sen FCM-udligning

Hobro IK var tæt på at vinde over FC Midtjylland for første gang nogensinde, men midtjyderne fik udlignet til sidst, hvorfor mandskabet fra Mariagerfjord måtte nøjes med det ene point.
 
Regnen silede ned på MCH Arena i Herning, som dannede rammerne om søndagens kamp mod FC Midtjylland.
 
Hjemmeholdet kom bedst fra start, da man tilkæmpede sig en hel del standardsituationer langt oppe på Hobro-spillernes banehalvdel. Peter Sørensens tropper forsvarede sig dog dygtigt på dem, og det blev derfor ikke til de helt store chancer til midtjyderne.
 
En kæmpe chance tilfaldt til gengæld Edgar Babayan efter et kvarters spil. Efter en fremragende aflevering i dybden fra Emmanuel Sabbi fik Edgar Babayan frit løb mod hjemmeholdets mål. Den armenske landsholdspiller forsøgte at dirigere bolden uden om målmand Jesper Hansen og videre ind i målet, men den erfarne målmand reddede forsøget.


(Foto: Dannie Rosenkrantz)

 
Herefter fulgte en kort periode, hvor det pludselig var Hobro-mandskabet, der fik tilkæmpet sig flere standardsituationer oppe på midtjydernes banehalvdel, men det førte heller ikke til det helt store.
 
Derefter var det igen hjemmeholdet, der havde bolden mest, mens Hobro-spillerne lurede på omstillingsmuligheder. De store chancer udeblev dog for begge mandskaber indtil slutningen af første halvleg.
 
Inden pausefløjtet fik Oliver Thychosen i to omgange sendt afslutninger afsted efter standardsituationer. Først var det et langt indkast, der gav kantspilleren en mulighed, som blev sparket over mål efter at have snittet en FCM-fod. Kort efter gav et hjørnespark en afslutningsmulighed fra en spids vinkel, men Oliver Thychosen kunne ikke dirigere bolden forbi de mange venner og fjender i området omkring den fjerneste stolpe.
 
Der blev ikke scoret i de første 45 minutter, hvor FC Midtjylland havde bolden mest, men den klart største chance var den, som Edgar Babayan fik efter et kvarters spil.
 

(Foto: Dannie Rosenkrantz)

 
Straffesparksscoring sendte Hobro IK på sejrskurs
Kampbilledet fortsatte efter pausen, da hjemmeholdet fortsat havde bolden mest, men de havde også svært ved at spille sig til chancer mod en kompakt Hobro-defensiv.
 
I den anden ende lurede Hobro-spillerne på omstillingsmuligheder, og allerede kort inde i anden halvleg blev Pål Kirkevold sendt i dybden, men nordmanden blev hurtigt tacklet af FCM-forsvaret. Midtvejs i anden halvleg drev Mathias Haarup bolden frem til kanten af feltet, hvorfra han sendte en afslutning afsted. Bolden endte dog lige i favnen på målmand Jesper Hansen.
 
Der var generelt ikke mange chancer i kampen, men med et kvarter tilbage af opgøret fik Christian Cappis sendt en fin afslutning afsted fra distancen, hvilket tvang Jesper Hansen til at give et hjørnespark til de gulklædte.



(Foto: Dannie Rosenkrantz)
 

Mod slutningen af kampen fik Peter Sørensens tropper mere og mere kontrol over kampen. Det udmøntede sig blandt andet i et straffespark begået mod Mathias Haarup, da der var spillet 85 minutter. Pål Kirkevold eksekverede sikkert fra straffesparksplettet og sendte sit mandskab på sejrskurs.
 
Hobro IK var på vej til at slå FC Midtjylland for første gang nogensinde, men sådan skulle det ikke gå. I det 90. minut sendte hjemmeholdet et frispark ind i Hobro-feltet, og her dukkede Erik Sviatchenko op og udlignede til 1-1, da han dirigerede bolden i mål med hovedet.
 
Der blev ikke scoret yderligere, og dermed endte det med pointdeling.
 
Mandskabet fra Mariagerfjord skal i aktion igen på fredag, hvor OB gæster DS Arena.
 
 
 
Kampfakta:
FC Midtjylland 1-1 Hobro IK (0-0)
 
Mål:
FC Midtjylland 0-1 Hobro IK, Pål Kirkevold (84. min.)
FC Midtjylland 1-1 Hobro IK, Erik Sviatchenko (90. min.)
 
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Anel Ahmedhodzic – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Emmanuel Sabbi – Mikkel M.P. – Christian Cappis – Oliver Thychosen
Pål Kirkevold – Edgar Babayan

Udskiftninger:
Ud: Oliver Thychosen – Ind: Yosef Samuel (77. min.)
Ud: Emmanuel Sabbi – Ind: Brandon Onkony (87. min.)
 
Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Nicholas Gotfredsen, Don Deedson Louicius, Hamse Hussein.
 
Advarsler:
Mikael Anderson, FC Midtjylland (45. min.)
Erik Sviatchenko, FC Midtjylland (84. min.)
Anel Ahmedhodzic, Hobro IK (89. min.)
 
Tilskuertal:
6.978
 
Dommer:
Jakob Kehlet

Tilbage til oversigten