Hobro IK og Peter Sørensen fortsætter samarbejdet

Hobro IK og cheftræner Peter Sørensen et blevet enige om at fortsætte samarbejdet på en ny aftale, og således er Peter Sørensen også cheftræner i Hobro IK efter sommerferien.
 

(Foto: Dannie Rosenkrantz)


I februar blev Peter Sørensen ansat som ny cheftræner i Hobro IK, som han indtil nu har stået i spidsen for i 11 Superliga-kampe. Nu er der indgået en ny funktionæraftale, og således vil 46-årige Peter Sørensen også være cheftræner i Hobro IK efter sommerferien.
 
- Peter har leveret et solidt stykke arbejde og sat et positivt aftryk lige fra sin første arbejdsdag her i Hobro IK, hvor han har vist, at han er en rigtig dygtig og erfaren træner. Selvom vi i øjeblikket er i alvorlig fare for at rykke ud af Superligaen, så har vi noteret os en positiv udvikling i klubben med Peter som cheftræner, og derfor ønsker vi at fortsætte samarbejdet, uanset hvilken række vi måtte spille i efter sommerferien, udtaler sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.
 
Cheftræner Peter Sørensen har været glad for tiden i Hobro IK og vil derfor gerne fortsætte, uanset om Hobro IK spiller i landets bedste eller næstbedste række efter sommerferien. Alle har et ansvar for en eventuel nedrykning, lyder det fra cheftræneren.
 
- Jeg har været rigtig glad for at være i Hobro IK lige siden min første arbejdsdag i klubben, hvor jeg har haft et godt samarbejde med den øvrige ledelse og ikke mindst spillerne, og derfor vil jeg gerne fortsætte i klubben, siger cheftræner Peter Sørensen.
 
- Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg også vil være cheftræner i Hobro IK, hvis vi skulle rykke ud af Superligaen. Jeg vil gerne slå fast, at jeg tror, vi redder os i de kommende uger, men det er klart, at jeg også har overvejet et nedrykningsscenarie. Der har jeg det sådan, at hvis man er med til at rykke ned, så stiller man sig også til rådighed i forsøget på at rykke op igen. Det gælder både spillere, trænere og alle andre med et medansvar i klubben, og derfor vil jeg også være cheftræner i Hobro IK efter sommerferien, uanset hvilken række vi spiller i, lyder det fra cheftræner Peter Sørensen.



(PRESSEMEDDELELSE 16-05-19)

Tilbage til oversigten