Hobro IK skal have ny talentchef

Hobro IK skal på jagt efter en ny talentchef, da den nuværende talentchef Claus Stenum Jensen er blevet ansat i Randers FC. Claus Stenum Jensen har første arbejdsdag i Randers FC i dag, den 1. september, men vil også stadig være tilknyttet Hobro IK frem til den 1. oktober.
 
Det har været en svær beslutning for Claus Stenum Jensen, men i Randers FC er han blevet tilbudt en fuldtidsstilling, og derfor blev der efter mange dages overvejelser takket ja til tilbuddet fra Randers FC.
 
”Jeg har været utrolig glad for at være i Hobro IK, og det har været en svær beslutning, da det er to fantastiske klubber, jeg skal vælge imellem. I Randers FC kan jeg dog være på fuld tid, hvilket ikke var tilfældet i Hobro IK, og det har haft stor indflydelse på beslutningen,” udtaler den snart tidligere talentchef i Hobro IK, Claus Stenum Jensen, og fortsætter.
 
”I det seneste halvandet år som talentchef har jeg haft fornøjelsen af at arbejde videre på den fine base, som Peter Thomsen havde skabt i sine år som talentchef. Klubben har nu et fint talent-setup med mange dygtige, dedikerede trænere og spillere, som alle gerne vil blive endnu bedre. Det talent-setup skal videreudvikles hen imod den B-licens, som er klubbens langsigtede mål,” siger Claus Stenum Jensen.
 
Per Andersen, formand for foreningen Hobro IK Fodbold, ærgrer sig over afskeden.
 
”Vi ærgrer os over at måtte sige farvel til Claus, men har samtidig fuld forståelse for beslutningen. Vi vil nu kigge os om efter en ny talentchef med den rette profil, som kan bygge videre på det stykke arbejde, som Claus har udført i vores talentafdeling,” siger Per Andersen.
 
Hobro IK takker Claus Stenum Jensen for arbejdet i klubben og ønsker held og lykke i Randers.

Formand i foreningen Hobro IK Fodbold, Per Andersen (t.v.), ærgrer sig over at måtte sige farvel til talentchef Claus Stenum Jensen. (Arkivfoto: Dannie Rosenkrantz)

Tilbage til oversigten