Hobro IK strammer op på administrative procedurer

Hobro IK blev ved Fodboldens Disciplinærinstans den 26. september frakendt tre point fra Superligakampen mod AGF den 11. september, da Adama Tambouras spillercertifikat ikke var overført fra Randers FC, hvor den maliske spiller senest havde været tilknyttet frem til kontraktudløbet den 30. juni i år.
 
Sagen er blevet appelleret til Fodboldens Appelinstans under Dansk Boldspil-Union, hvor Hobro IK i øjeblikket venter på en afgørelse, inden sagen i sidste instans eventuelt skal indbringes for DIF-Idrættens Højeste Appelinstans.
 
Det manglende spillercertifikat for Adama Tamboura betød, at Hobro IK fandt det nødvendigt at foretage en tilbundsgående undersøgelse af rutinerne for registrering af nye spillere og indhentning af de af DBU krævede spillercertifikater. Under denne gennemgang, der omfatter 525 aktive fodboldspillere, er det konstateret, at certifikater mangler for yderligere to spillere i klubben.
 
Det drejer sig om to spillere fra klubbens hold i Jyllandsserien, pulje 1. De certifikatløse spillere har været benyttet sammen eller hver for sig i syv kampe.  Hobro IK har derfor i dag meddelt DBU, at certifikaterne for de pågældende spillere ikke var på plads til de syv kampe i Jyllandsserien fra den 8. august til og med den 12. september. Herudover er samtlige klubber i rækken blevet kontaktet via e-mail, hvori Hobro IK beklager de ændringer det vil medføre for den samlede stilling, når DBU har behandlet henvendelsen.
 
”Tambura-sagen har givet os anledning til at komme til bunds i de administrative procedurer, uagtet at vi ikke mener at have gjort noget galt i denne sag. Desværre har det efter en grundig gennemgang vist sig, at der på Jyllandsserie-holdet manglede to certifikater, som nu er modtaget fra de pågældende klubber. Det er naturligvis uacceptabelt, at der ikke har været udvist den fornødne omhyggelighed omkring disse procedurer, og vi har nu strammet op ved at flytte opgaven i klubbens administration,” siger bestyrelsesformand Steen Juulsgaard fra Hobro IK.
 
Hobro IK´s sportschef Jens Hammer Sørensen er overordnet ansvarlig for Superliga-truppen, men har ikke haft et ansvar for registrering af spillere og indhentning af certifikater, hverken for Superliga-truppen eller klubbens øvrige hold.
 
De manglende spillercertifikater for de to Jyllandsserie-spillere har ingen betydning for den verserende sag om Adama Tamboura, idet denne sag behandles efter andre regler og primært er et spørgsmål om håndteringen af en klub- og arbejdsløs spiller i forhold til DBU´s regler, praksis og sammenhæng med KlubOffice-systemet. 

PRESSEINFORMATION - 06.10.2015


Tilbage til oversigten