​Hobro IK tabte ude mod Brøndby IF

Det var først i de sidste 25 minutter, at Hobro IK bed fra sig i offensiven ude mod Brøndby IF, og det var ikke nok til at få point med tilbage til Mariagerfjord.
 
Søndag aften var Hobro IK gæster på Brøndby Stadion i Superligaens 18. spillerunde.
 
Cheftræner Allan Kuhn havde til kampen valgt at stille op med tre centrale stoppere for at modstå hjemmeholdets offensiv, og det havde man også fin succes med i store perioder af første halvleg.
 
Selvom Brøndby havde bolden mest og var det bedste hold på banen i første halvleg, så var de ofte tvunget til at prøve lykken med skud fra distancen, og kun et fåtal af disse truede for alvor Jesper Rask inde i målet.

(Foto: Dannie Rosenkrantz)

 
To minutter før pausefløjtet kunne Allan Kuhns tropper dog ikke stå imod længere, da Simon Tibbling fik netmaskerne til at blafre. Brøndby-svenskeren var først over en returbold på kanten af feltet, hvorfra bolden blev sparket i mål.
 
Offensivt var der ikke meget at glæde sig over for mandskabet fra Mariagerfjord i første halvleg. Man fik således ikke sendt en eneste afslutning afsted mod mål i de første 45 minutter, hvorfor stillingen ved pausen var 1-0.
 
(Foto: Dannie Rosenkrantz)

 
Overraskelsen udeblev
Indledningen af anden halvleg forløb som første halvleg med hjemmeholdet fra Brøndby mest på bolden og med optræk til flere chancer, men overtaget blev ikke omsat til mål for hjemmeholdet.
 
I jagten på udligningen blev Hobro IK’s angrebsduo skiftet ud og erstattet med Pål Kirkevold og Edgar Babayan midtvejs i anden halvleg, og de to skulle ikke bruge lang tid på banen før en chance opstod til Pål Kirkevold.
 
En kort hjørnesparksvariant endte med at give sidste sæsons topscorer en afslutningsmulighed bagerst i feltet, men forsøget blev reddet af Brøndbys målmand.
 
Herefter begyndte flere og flere af de offensive aktioner at lykkes for mandskabet fra Mariagerfjord. Det gav blandt andet en række standardsituationer, men der var ikke meget skarphed i disse.

(Foto: Dannie Rosenkrantz)
 

Selvom spillet var bedre mod slutningen af kampen, så lykkedes det ikke at udligne og få point med hjem til Mariagerfjord for Allan Kuhns mandskab.
 
Næste opgave er en hjemmekamp mod SønderjyskE, som spilles på lørdag.
 

 
Kampfakta:
Brøndby IF 1-0 Hobro IK (1-0)

Mål:
Brøndby IF 1-0 Hobro IK, Simon Tibbling (43. min.)
 
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Yaw Amankwah – Frans Putros – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Martin Mikkelsen – Jonas Brix-Damborg (C) – Vito Hammershøy-Mistrati
Emmanuel Sabbi - Julian Kristoffersen

Udskiftninger:
Ud: Julian Kristoffersen – Ind: Pål Kirkevold (65. min.)
Ud: Emmanuel Sabbi – Ind: Edgar Babayan (65. min)
Ud: Mathias Haarup – Ind: Mikkel M.P. (79. min.)
 
Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Nicholas Gotfredsen, Mathies Skjellerup, Sebastian Grønning.
 
Advarsler:
Jonas Brix-Damborg, Hobro IK (48. min.)
Johan Larsson, Brøndby IF (56. min.)
Edgar Babayan, Hobro IK (77. min.)
Hany Mukhtar, Brøndby IF (79. min.)
Martin Mikkelsen, Hobro IK (93. min.)
 
Tilskuertal:
8.512
 
Dommer:
Jakob Kehlet

Tilbage til oversigten