Hobro måtte nøjes med et point mod Silkeborg

Selvom Hobro IK dominerede i det meste af kampen, så var det Silkeborg IF, der kom foran i dagens opgør på DS Arena. Topscorer Pål Alexander Kirkevold fik dog udlignet til 1-1, hvilket også blev slutresultatet.
 
Lørdag eftermiddag spillede Hobro IK den sidste hjemmekamp i Alka Superligaens grundspil, og her var det Silkeborg IF, der var på besøg på DS Arena.
 
Thomas Thomasbergs mandskab indledte opgøret fint, og allerede i løbet af de første tre minutter blev Quincy Antipas sendt afsted i omstillinger i to omgange. Anden gang blev bolden spillet videre ud i højre side, hvorfra Martin Mikkelsen sendte bolden på tværs til Vito Hammershøy-Mistrati. Midtbanespilleren forsøgte at dirigere bolden ind ved fjerneste målstolpe, men en modstander fik blokeret forsøget.
 
Hobro-mandskabet var særdeles veloplagte i første halvleg, hvor der meste af spillet foregik oppe på Silkeborgs banehalvdel. De gulklædte havde især succes med at spille over kanterne og forsøge med afleveringer på tværs ind i gæsternes målfelt, men enten kom en forsvarsspiller på tværs for den sidste aflevering, eller også svigtede afslutningerne.


Jonas Brix-Damborg var, som altid, en kriger inde på den centrale midtbane. (​Foto: Dannie Rosenkrantz)

 
Også på hjørnespark var det tæt på at føre til mål i første halvleg, da Emmanuel Sabbi to gange blev spillet fri. Først blev bolden sendt højt ind i feltet, hvor den pludselig havnede foran amerikaneren, der trykkede af. Målfeltet var dog tæt befolket af Silkeborg-spillere, som angriberen ikke formåede at dirigere bolden forbi. Anden gang blev Emmanuel Sabbi spillet fri efter en indøvet hjørnesparskombination, men denne gang blev han tacklet i skudøjeblikket.
 
Hobro fortsatte dominansen gennem hele første halvleg, hvor silkeborgenserne var sjældne gæster oppe omkring Hobros målfelt. Bolden ville dog ikke i mål for de gulklædte, og derfor sluttede første halvleg målløst.
 

Vito Hammershøy-Mistrati spillede en forrygende første halvleg og blev kort inden slutfløjt kåret til kampens Hobro-spiller. (Foto: Dannie Rosenkrantz) 


Mål i begge ender i anden halvleg
Efter pausen skulle der ikke gå mere end to minutter, før Pål Kirkevold testede Peter Friis Jensen i Silkeborg-målet. Med et fremragende spark med højrebenet sendt nordmanden bolden afsted mod fjerneste målhjørne, men Silkeborg-keeperen sprang ud i fuld længde og fik pareret bolden ud til hjørnespark.
 
Selvom Hobro-dominansen fortsatte i de første ti minutter af anden halvleg, så var det stik imod spil og chancer gæsterne, der fik scoret kampens første mål. Efter en omstilling blev Vladimir Rodic til sidst spillet fri tæt foran mål, og han kunne uden det store besvær sende bolden ind bag en chanceløs Jesper Rask i Hobro-målet.
 
Efter scoringen fulgte en periode, hvor Silkeborg havde spilovertaget samt optræk til flere chancer. Gæsterne formåede dog ikke at øge føringen i perioden.
 
Med et kvarters tid tilbage af kampen blev der så bragt balance i regnskabet, da Pål Kirkevold fik sendt sin 16. sæsontræffer i netmaskerne. Scoringen opstod ved et hjørnespark, hvor bolden blev servet over i det bagerste område af feltet, og her dukkede den norske angriber op og sparkede bolden i mål.


Pål Alexander Kirkevold bragte balance i regnskabet, da han scorede til 1-1. (Foto: Dannie Rosenkrantz)
 

I kampens afslutning blev der satset voldsomt i jagten på en sejr, og det gav flere gange optræk til chancer i begge ender. Vi fik dog ikke flere mål på DS Arena i dag, hvorfor Thomasbergs mandskab må nøjes med det ene point.
 
Med det point rykker Hobro IK op på siden af AaB i tabellen, hvor de gulklædte dog har den bedste målscore og derfor indtager en øjeblikkelig sjetteplads foran AaB. Aalborgenserne har dog to kampe tilbage i grundspillet, mens Hobro IK blot har en enkelt, og den spilles ude mod Brøndby IF om otte dage.
 
 
Kampfakta:
Hobro IK 1 – 1 Silkeborg IF (0-0)
 
Mål:
Hobro IK – Silkeborg IF 0-1, Vladimir Rodic (55. min.)
Hobro IK – Silkeborg IF 1-1, Pål Kirkevold (73. min.)
 
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Yaw Amankwah – Rasmus Minor - Björn Kopplin
Martin Mikkelsen – Vito Hammershøy-Mistrati - Jonas Brix-Damborg (C) – Emmanuel Sabbi
Quincy Antipas – Pål Alexander Kirkevold
 
Udskiftninger:
Ind: Sebastian Grønning – Ud: Quincy Antipas (61. min.)
Ind: Mikkel Mejlstrup Pedersen – Ud: Martin Mikkelsen (72. min.)
Ind: Wilfried Domoraud – Ud: Emmanuel Sabbi (82. min.)

Ubenyttede spillere:
Nicolaj Jørgensen (MM), Frans Putros, Mathias Haarup, Kasper Lynge Nielsen
 
Advarsler: 
Yaw Amankwah, Hobro IK (72. min.)
 
Tilskuertal:
1.650 tilskuere
 
Boldbesiddelse:
Hobro IK: 51%
Silkeborg IF: 49%
 
Dommer: 
Peter Kjærsgaard
 

Tilbage til oversigten