​Hobro-reserver indledte sæsonen med nederlag

Hobro IK’s tilbagevenden til Alka Superligaen betyder også, at klubben igen har et hold med i Reserveligaen. Her befinder Hobro IK sig i pulje 4 sammen med AaB, Randers FC og Viborg FF.
 
Klokken 12.00 i dag blev sæsonens første opgør spillet for Hobro IK’s vedkommende, og her skulle reserverne forsøge af gentage førsteholdets bedrift fra i går. Modstanderen var nemlig Randers FC’s reserver.
 
Kampen blev spillet på BioNutria Park i Randers, hvor Hobro IK havde syv spillere fra Superligatruppen med i startopstillingen.
 
Det var Randers FC, der fik netmaskerne til at blafre først, da Randers’ prøvespiller Ibrahima Ndiaye fik sendt kuglen ind bag Nicolaj Jørgensen i Hobro-målet efter en halv times spil.
 
Føringen holdt i knap ti minutter, hvorefter den tidligere Randers-spiller Edgar Babayan bragte balance i regnskabet. Ved pausefløjt var stillingen derfor 1-1.
 

BioNutria Park i Randers dannede rammerne om dagens reserveopgør. (Foto: Thomas Rahula Hansen)


Efter blot fem minutter af anden halvleg måtte Nicolaj Jørgensen igen hente bolden ud af nettet. Igen var det Ibrahima Ndiaye, der lynede for kronjyderne.
 
Midtvejs i anden halvleg blev føringen øget til 3-1 af Frederik Lauenborg, og det lykkedes ikke Hobro IK at komme tilbage i kampen, hvorfor Reserveliga-sæsonen altså blev indledt med et 3-1-nederlag mod Randers FC.
 
Næste opgør for Hobro-reserverne er mod AaB, og den kamp spilles mandag den 28. august i Hobro.
 
Kampfakta:
Randers FC 3-1 Hobro IK (1-1)

Mål:
Randers FC 1-0 Hobro IK, Ibrahima Ndiaye (29. min)
Randers FC 1-1 Hobro IK, Edgar Babayan (37. min)
Randers FC 2-1 Hobro IK, Ibrahima Ndiaye (50. min)
Randers FC 3-1 Hobro IK, Frederik Lauenborg (70. min)

Hobro-opstilling:
Nicolaj Jørgensen
Alexander Tved – Honoré Kalala – Mathias Haarup – Jonas Grotrian
Mathias Dreyer – Nicholas Gotfredsen – Mikkel Mejlstrup Pedersen – Mohammad Ahmad
Edgar Babayan – Sebastian Grønning

Udskiftninger:
Ud: Nicholas Gotfredsen - Ind: Faris Bijedic (46. min.)
Ud: Mohammad Ahmad - Ind: Emil Hansen (58. min.)
Ud: Jonas Grotrian - Ind: Rico Østergaard (70. min.)

Tilbage til oversigten