Hobro skal fortsætte den gode stime mod SønderjyskE

Det er et Hobro-mandskab sprængfyldt med selvtillid, der fredag aften byder SønderjyskE velkommen på DS Arena. De sidste seks gældende kampe er endt uden nederlag, senest blev Kolding IF sendt ud af DBU Pokalen med 0-1. Historisk har Hobro dog haft det svært mod sønderjyderne, som de endnu har til gode at besejre.

For knap to uger siden var Hobro skarpest i opgøret mod Silkeborg IF på JYSK Park, og Pål Kirkevold gjorde med sine to scoringer sit til, at hobrogenserne kunne holde 14 dages fri fra Alka Superligaen med godt humør. Der var dog ikke tid til ferie, da Hobro allerede om tirsdagen måtte en tur sydpå for at møde 2. Divisionsholdet Kolding IF i DBU Pokalens 2. runde. Sebastian Grønning sikrede her med sit første mål i Hobro-trøjen videre avancement.

Hobro er med pokalkampen ubesejret i seks kampe, der har budt på fire sejre og to uafgjorte resultater. Den gode stime har løftet Hobro IK i Alka Superliga-tabellen, hvor klubben lige nu indtager 2. pladsen – fire point efter FC Nordsjælland. De gode resultater er i høj grad skabt på basis af en velorganiseret defensiv, som inklusiv Kolding-kampen ikke har lukket mål ind i tre kontinuerlige kampe. Det gør Hobro til det hold i Alka Superligaen, der har lukket færrest mål ind med blot fire indkasserede mål i syv kampe.

Hjemme på DS Arena har de blågule kun prøvet at forlade banen som vindere, og det må meget vel også være tilfældet, når dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt fløjter af engang fredag aften. Der venter dog en svær kamp mod et SønderjyskE-hold, som Hobro aldrig har besejret ud af seks mulige opgør.

Claus Nørgaards mandskab gæster DS Arena med en blandet sæsonstart i rygsækken. Efter en godkendt indledning på sæsonen, hvor man blandt andet knuste AaB 1-4 i Aalborg, så ankommer holdet til Himmerland med en stime på tre kampe i træk uden en sejr. En stime, som de hårdtarbejdende sønderjyder vil gøre alt for at stoppe, når der fredag aften fløjtes op på et forhåbentlig velbesøgt DS Arena.


Quincy Antipas skal, sammen med sine holdkammerater, forsøge at besejre sin tidligere klub SønderjyskE, når de gæster DS Arena fredag aften. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


Følgende spillere er med i kamptruppen fredag aften.

1. Jesper Rask
3. Jesper Bøge
4. Jacob Tjørnelund
5. Yaw Amankwah
6. Nicholas Gotfredsen
7. Vito Hammershøy-Mistrati
9. Danny Olsen
10. Pål Alexander Kirkevold
12. Jonas Brix-Damborg
14. Mikkel Mejlstrup Pedersen
15. Björn Kopplin
16. Nicolaj Jørgensen
17. Edgar Babayan
18. Onur Albayrak
23. Emmanuel Sabbi
24. Rasmus Minor Petersen
26. Martin Mikkelsen
29. Sebastian Grønning
80. Quincy Antipas

Amerikanske Emmanuel Sabbi har nu fået sin arbejds- og opholdstilladelse og er dermed klar til at tørne ud for Hobro IK. Den 19-årige angriber er inkluderet i morgendagens trup og kan således få sin debut i Hobro-trøjen, hvis han får spilletid.

Der er kampstart i morgen aften klokken 20.15, men Hobro IK inviterer til fredagsbar allerede fra klokken 18.15. Der er desuden gratis adgang til kampen for studerende, som blot skal fremvise et gyldigt studiekort i billetboden.

Har man ikke mulighed for at overvære kampen på DS Arena, så vises kampen på Eurosport 2 og Dplay.dk med optakt fra klokken 19.40. Ellers holder Hobro IK dig, som altid, opdateret via de sociale medier Facebook, Twitter og Instagram.

Tilbage til oversigten