Hobro skal tilbage på sejrskurs mod OB

Det var næsten ikke til at bære, da Brøndby IF med en sen scoring i søndagskampens kamp sendte de gæstende fans i en helt euroforisk sejrsstemning nede bag det ene mål på DS Arena. Præstationen kunne hjemmeholdet dog være stolte af, og samme indstilling er nødvendig lørdag mod OB.
 
Hobros defensiv klarede skærene flot og længe, da Brøndby IF sidste søndag kom stormende gang på gang i 2. halvleg. Til aller sidst var det dog den gamle Hobro-kending, Kasper Fisker, der med en flot assist til Kamil Wilczek kunne afgøre kampen, og Hobro måtte for anden kamp i træk gå fra banen med et nederlag.
 
Med til historien hører, at de seneste to nederlag har været mod henholdsvis FC Midtjylland og Brøndby IF. To dygtige mandskaber, som Hobro IK ikke som udgangspunkt skal konkurrere med, omend det har været tilfældet i denne sæson alligevel.
 
De to nederlag i Alka Superligaen skal nødig blive til en stime, og derfor er det en utrolig vigtig kamp, der venter på DS Arena lørdag kl. 16.00, når Kent Nielsen og OB kommer på besøg. Det gæstende mandskab fra OB ånder nemlig Hobro IK i nakken i tabellen - og kommer med en flot præstation mod Randers FC i bagagen, hvor de vandt 3-1.
 
Forinden gæsternes sejr i sidste weekend havde fynboerne spillet seks kampe i træk uden en sejr og blot scoret tre mål. Man må derfor formode, at det er et OB-mandskab, der kommer for at tage alle tre point og et stik mod de livsvigtige top 6-placeringer. Omvendt skal Thomasbergs mandskab tilbage på sejrskurs for at holde afstand til holdene lavere i tabellen, der efterhånden begynder at røre på sig.
 

Pål Alexander Kirkevold kom på tavlen i den seneste kamp mod Brøndby IF, og normanden har dermed fundet vej til netmaskerne i syv Alka Superliga-kampe i træk. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


Truppen til kampen mod fynboerne er som følger.
 
1. Jesper Rask
3. Jesper Bøge
5. Yaw Amankwah
6. Nicholas Gotfredsen
7. Vito Hammershøy-Mistrati
9. Danny Olsen
10. Pål Alexander Kirkevold
12. Jonas Brix-Damborg
14. Mikkel Mejlstrup Pedersen
15. Björn Kopplin
16. Nicolaj Jørgensen
17. Edgar Babayan
23. Emmanuel Sabbi
24. Rasmus Minor Petersen
26. Martin Mikkelsen
27. Mathias Haarup
29. Sebastian Grønning
80. Quincy Antipas

Truppen indeholder præcis de samme 18 navne, som udgjorde truppen i Hobro IK’s seneste kamp mod Brøndby IF.
 
Der er kampstart mod OB lørdag klokken 16.00 på DS Arena. Har man ikke mulighed for at give sin støtte fra lægterne lørdag eftermiddag, så vises kampen på TV3 Sport 1 og Viaplay med optakt fra klokken 15.30. Man kan også holde sig opdateret på kampens forløb via Hobro IK’s profiler på Twitter, Facebook og Instagram.

Tilbage til oversigten