Hobro skriver med lokal og forlænger med Albayrak

Hobro IK har skrevet en trainee-kontrakt på to år med den lokale spiller Honoré Kalala, der af flere omgange har været inde omkring førsteholdet. Derudover er aftalen med Onur Albayrak blevet forlænget med et halvt år.
 
Honoré Kalala har skrevet en trainee-kontrakt med Hobro IK, der gælder for de næste to sæsoner. En sådan aftale betyder, at den 19-årige forsvarer skal gå på en ungdomsuddannelse for at deltage i træningen med Superligatruppen.
 
Defensivspilleren er et produkt af Hobro IK’s eget ungdomssystem, og det gør sportschef Jens Hammer Sørensen stolt.
 
’’Det viser, at klubben er inde i den rigtige udvikling. Der ligger et langt og sejt stykke arbejde bag i ungdomsafdelingen, og det arbejde skal vi fortsætte med, så vi på sigt kan producere endnu flere spillere. Honoré er en spændende forsvarsspiller, der er fysisk stærk og hele tiden bliver bedre med bolden,’’ siger Jens Hammer Sørensen.
 

Honoré Kalala var i aktion i weekendens testkamp. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


Defensivspilleren selv glæder sig til de næste to år.
 
’’Jeg er stolt over at komme på kontrakt. Det første år vil jeg fokusere på at træne godt, så jeg kan udvikle mig og derefter presse på for at komme ind på holdet og få spilletid. Det er superfedt at træne med en Superligatrup, ’’ siger Honoré Kalala.
 
Onur Albayrak fortsætter i klubben
Ud over aftalen med den lokale Honoré Kalala er Onur Albayraks kontrakt blevet forlænget med et halvt år. Den tidligere Randers-mand kom til klubben sidste sommer, og ifølge sportschefen har han været inde i en god udvikling.
 
’’Onur træner godt. Han kommer altid for at blive bedre, han er ydmyg og møder op med en god attitude. Han har et godt venstreben og kan spille både som kant og back, ’’ siger Jens Hammer Sørensen.
 

Onur Albayrak fortsætter i Hobro IK frem til nytår. (Arkivfoto: Dannie Rosenkrantz)


20-årige Albayrak er glad for forlængelsen og håber på at presse på for mere spilletid i efteråret.

’’Jeg er tilfreds med at få aftalen forlænget. Jeg har udviklet mig meget på det år, jeg har været i klubben, og det skal jeg fortsætte med. Jeg vil gerne presse mere på for at få mere spilletid fremover, ’’ siger Onur Albayrak.
 
Onur Albayrak fik spilletid i syv kampe i forrige sæson.


PRESSEMEDDELELSE 10-07-17

Tilbage til oversigten