Jens Skjellerup fortsætter med talentfuld 02-årgang

Det er med stor glæde, at kunne informere om, at den nuværende træner for u12, Jens Skjellerup, efter sommerferien rykker med u12 drengene op i u13.

Jens har været et rigtig godt samlingspunkt for årgangen i flere år og han har inspireret både spillere og andre trænere, og det er blandt andet også derfor, at det er klubbens største årgang med ca. 50 aktive spillere. 

Jens arbejder seriøst både før, under og efter træning og kamp og han brænder igennem med sin rolige facon overfor børnene. Han har en masse at tilbyde børnene, og Jens har også formået at tiltrække mange assistenter i de forgangne år til denne store årgang. Han er god til at uddelegere, men der er ingen tvivl om, at han har taget det helt store læs og værdier som struktur og organisering er virkelig kerneord for Jens. 

Fra sommeren 2014 skal Jens være cheftræner for u13 - førsteholdstruppen, som kommer til at tælle ca. 20 spillere. Af disse spillere skal der hver weekend sættes to 8-mands hold. Dette er en ny turneringsform, som DBU lancerer, og det bliver spændende at se de kommende u13 drenge udfolde deres tekniske evner og hurtige fødder på en 8-mands bane.

Forhåbningen er, at man i u13 får 4 hold på forskellige niveauer, M, A, B og C, således der er fodbold for alle, hvilket i Hobro IK er en kerneværdi..

Jens skal sideløbende med u13 trænergerningen være en del af talenttræningen, der afvikles 8-10 gange pr. halvår for klubbens egne og områdets mest talentfulde spillere.

Et stort tillykke til både HIK og til Jens med den nye aftale, der løber til 30. juni 2015.


Tilbage til oversigten