Justesen: Sindssygt dejligt at være tilbage

Det var ikke den kønneste kamp, da Hobro IK og Randers FC spillede 0-0 i dagens opgør på BioNutria Park Randers. For begge mandskabers vedkommende kom det lidt for meget til at handle om at beskytte sig selv, mener Mads Justesen, der i dag fik comeback efter en lang skadesperiode.
 
- Det var en lige kamp, og en kamp, der måske kom lidt for meget til at handle om at beskytte sig selv frem for at komme ud over stepperne. Men det er måske også forståeligt i forhold til, at det var to hold, der ikke kom afsted med point i den første runde, og så vil man bare gerne på tavlen, siger Mads Justesen.
 
- Jeg synes egentlig, vi havde nogle perioder, hvor vi godt kunne være endnu skarpere, så vi kunne have scoret og fået den sejr, vi skulle bruge, men omvendt har Randers også et par chancer. Så fair nok, vi tager ét point med hjem fra Randers. Det er også stærkt.
 



Mads Justesen sad ude med en knæskade det meste af efteråret, og dagens kamp var anførerens første siden den 5. august. Selvom det ikke blev til en sejr i dag, så glædede Mads Justesen sig alligevel over at være tilbage på grønsværen.
 
- Det var sindssygt dejligt at være tilbage. Der har da været nogle perioder undervejes, hvor jeg tænkte på, om jeg overhovedet kom tilbage, og om der gik for lang tid i forhold til, at man også har en fremskreden alder. Så det var dejligt at være med fra start, og jeg følte også selv, at jeg præsterede ganske fint, fortæller Mads Justesen.
 
Hobro-kaptajnen glædede sig over en stærk defensiv i dag og kunne også se fremgang i den offensive del af spillet sammenlignet med forrige kamp mod AGF.
 
- Vores organisation og struktur rent defensivt var fin igen i dag. Og så synes jeg faktisk, vi fik sat lidt flere angreb sammen, så vi også kommer frem til nogle store chancer i dag, som vi måske lidt manglede mod AGF i mandags. Nu mangler vi bare at sparke bolden i kassen, og det er altid den sværeste egenskab. Men jeg synes, der er nogle tegninger til, at målene nok skal komme, og det er jeg meget fortrøstningsfuld over for, lyder det fra anføreren.

Næste opgave for Mads Justesen og holdkammeraterne er en hjemmekamp mod FC Midtjylland, som spilles på søndag klokken 12.00.

Tilbage til oversigten