Gratis entré til søndagens kamp mod Lyngby BK klokken 16.00! Læs mere her

Justesen tager endnu et år i Hobro IK

Anfører Mads Justesen tager med Hobro IK op i Alka Superligaen i den kommende sæson. Forsvarsspilleren har netop sat sin signatur på en etårig kontraktforlængelse og er dermed klar til sit 14. år i klubben.
 
I sidste uge forlængede Hobro IK aftalerne med de to forsvarsspillere Yaw Amankwah og Björn Kopplin, og nu følger anfører Mads Justesen trop. Han har således forlænget sin aftale frem til næste sommer, og dermed er den primære forsvarskæde fra forårssæsonen intakt til den kommende sæson i Alka Superligaen, ligesom forsvarskæden i går også blev forstærket med Rasmus Minor Petersen.
 
”Vi er glade og stolte over at kunne forlænge med vores kaptajn i endnu et år. Mads er jo en kulturbærer i klubben, og selvom han efterhånden er blevet en ældre herre, så spiller han stadig på et rigtig højt niveau. Mads fylder meget både på og uden banen, så det er en vigtig forlængelse for os,” udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.
 
Anfører Mads Justesen fortsætter i Hobro IK i den kommende sæson. (Arkivfoto: Dannie Rosenkrantz)

Den 196 centimeter høje forsvarsklippe må vel efterhånden betegnes som en levende legende i Hobro IK, hvor han har spillet siden 2004. I sine 13 år i klubben har Mads Justesen været med til at føre Hobro IK hele vejen fra Danmarksserien op i Alka Superligaen.
 
I efteråret blev Mads Justesen indehaver af kamprekorden i Hobro IK, hvor han i øjeblikket står noteret for imponerende 329 kampe. Med kontraktforlængelsen kan han udbygge kamprekorden yderligere i den kommende sæson.
 
”Jeg er glad for, at vi kunne blive enige om en ny aftale. Jeg synes, at klubben er inde i en positiv og spændende udvikling lige nu, og det vil jeg gerne være en del af. Derudover er Hobro IK jo bare min klub, og jeg føler stadig, at jeg har en masse, som jeg kan bidrage med,” siger Mads Justesen om kontraktforlængelsen.
 
34-årige Mads Justesen har i sine 329 optrædener i Hobro-trøjen bidraget med 32 mål.


(PRESSEMEDDELELSE 14-06-17)

Tilbage til oversigten