Jyllandsserie holdet fortsætter i JS2 efter nytår

2020 har været et meget specielt år for hele samfundet, og det har det også for Hobro IK's jyllandsseriehold. 
Efter vinterpausen mistede vi flere spillere, både på JS holdet, men især fra det nedrykkede serie 2 hold. I omegnen af 20 spillere forsvandt, mens kun få kom til.
 
Efter en vinter opstart, hvor vi var ved at komme i form, blev det hele, som bekendt, sat på standby i marts måned. Michael Ringby var sat til at lede serie 3 holdet, ligesom Rasmus Povlsen var kommet til som assistent på JS holdet. Henrik Blickfeldt og Brian Mikkelsen var stadig at finde i herre senior afdelingen, så alt i alt var vi stadig fortrøstningsfulde på udfordringerne, der ventede. Men Corona-pausen gjorde det ikke bedre for os, tværtimod. Vi mistede flere af de rutinerede spillere, der ikke længere ville prioritere at tage længere køreture for at komme hjem 2-3 gange om ugen, i øvrigt helt forståeligt. 
Det gjorde JS projektet endnu mere sårbart, men vi kom lidt i gang umiddelbart inden sommerferien med både træning og træningskampe.
 
Mine forventninger til efterårets sæson var, at det ville blive hårdt, og realistisk set ville vi rent placeringsmæssigt ende mellem 4.-. pladsen. Vi startede skuffende ud i to kampe mod Vildbjerg SF og Viborg FF, hvor vi i to tætte opgør endte med at tabe, henholdsvis 3-1 og 3-2. Havde vi fået flere point i disse to opgør, kunne vi nemt have endt højere oppe i tabellen. 
 
Heldigvis kom der også sejre på kontoen undervejs, hvor vi fik fire af slagsen, 3-2 hjemme over Skive IK, 1-0 ude over Holstebro, 3-0 hjemme mod Vildbjerg og senest en 1-0 sejr ude over Kristrup. 
Der har absolut også været flere skuffende indsatser, hvor vi havde turdet håbe på bedre indsats og point i kampene mod Kristrup, Skive, Viborg og Vildbjerg. 
 
Men samlet set har vi fået de point, vi har fortjent, og det placerede os i sidste ende som nummer 7 i rækken. Det ville oprindeligt havde givet os playoff kampe for overlevelse, men med dbu's nedlukning af amatør senior fodbold reddede vi os endnu en sæson i JS uden drabelige playoff kampe.
 
Jeg er personligt rigtig glad for at kunne aflevere et JS hold i Hobro IK, for det har været meget opad bakken i 2020. Vi har i efteråret benyttet alt for mange forskellige spillere, knap 30 af slagsen, og det er åbenlyst at vi herigennem måtte lede efter stabilitet. Kun én gang i efterårets 13 kampe kunne vi mønstre samme opstilling. Undervejs har vi haft mange unge spillere med, og de har hver især gjort, hvad de kunne, men det er klart at 17, 18 og 19-årige drenge ikke kan forventes at skulle være toneangivende i 90 minutter hver weekend. Dog har mange af dem gjort indtryk på mig, og man kan mærke, at der er grøde og udvikling i Hobro IK's ungdomsafdeling. 
 
Derfor overlader jeg efter torsdagens sidste træning trygt roret videre til en kommende træner, der endnu ikke er helt på plads. Der bliver i øjeblikket diskuteret i hvilken form og setup, at JS holdet skal fortsætte. Jeg håber og tror på, at de mange unge spillere fortsat fremover vil figurere på JS holdet, som på denne måde vil udvikle sig, og i det rette setup på sigt kan blande sig i toppen af JS1, og måske endda om en rum tid kan komme i DS. 
 
Min drøm, da jeg for 3 år siden kom tilbage på posten som træner for HIK's 1. hold i amatør, var at kunne få holdet tilbage i DS. Jeg overtog et hold i bunden af serie 1, faktisk var de tæt på at rykke ned. Vi fik stabiliseret holdet og rykket op i JS, i en kamp på Løgstør stadion, vi alle omkring holdet tydeligt husker. Herefter prægede vi JS1 rækken, men havde ikke helt heldet og dygtigheden til at tage 1. pladsen på daværende tidspunkt. 
 
Men jeg er stadig glad for og stolt over at kunne aflevere et JS hold nu trods massiv modgang det seneste år. 
Jeg og Hobro IK har nu brug for en lille pause, men jeg vil naturligvis stadig komme i klubben og spændt følge med i både 1. division, men mindst lige så spændt følge med i JS holdet, i ungdomsafdelingen og sågar i det spændende Fyrkat Q projekt.
 
Afslutningsvis vil jeg sige tak til alle trænere, ledere, spillere og andre interessenter i og omkring Hobro IK for mange gode oplevelser og et godt samarbejde. 
 
Hobro IK melder så snart det er muligt ud omkring træner og setup for JS.
 
Med sportslig og venlig hilsen
Peter Thomsen
 
 

Tilbage til oversigten