Kirkevolds lejeophold forlænges

Hobro IK er i dag blevet enige med norske Sarpsborg 08 om at forlænge lejeaftalen med Pål Alexander Kirkevold, således at den norske angriber kommer til at repræsentere den norske klub frem til den 31. december.
 
Tilbage i marts måned besluttede Hobro IK at udleje Pål Alexander Kirkevold til norske Sarpsborg 08. Nordmændene har været godt tilfredse med angriberens præstationer, og derfor er lejeopholdet i dag blevet forlænget. Dermed kommer Sarpsborg 08 også til at få glæde af den norske angribers evner i de kommende seks måneder.
 
”Vi har været rigtig glade for udlejningen af Pål, som jo har vist sig at være et godt match for alle parter. Sarpsborg har præsteret over det forventede, og en del af æren skal tilskrives Påls præstationer. Derfor har Sarpsborg også været meget interesseret i at forlænge lejeaftalen, og vi vil ikke stille os i vejen for Påls mulighed for at spille i den bedste norske række,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
 
25-årige Pål Alexander Kirkevold har spillet 11 kampe og scoret to mål under sit lejeophold i Sarpsborg 08, som altså befinder sig på en øjeblikkelig ottendeplads i den norske Tippeliga.
 

Foto: Dannie Rosenkrantz

Om nordmanden kommer til at trække Hobro-trøjen over hovedet igen, vides endnu ikke. Sportschef Jens Hammer Sørensen er dog ikke afvisende over for, at Pål Alexander Kirkevold vender tilbage til Hobro og spiller efter nytår, hvor lejeaftalen med Sarpsborg 08 udløber.
 
”Som udgangspunkt er Pål at finde i Sarpsborg indtil den 31. december. Hvad der sker derefter må tiden vise. Det kan godt være vi hiver ham hjem til foråret, hvor vi forhåbentligt spiller med i toppen af 1. division. Han kunne sagtens komme til at få en vigtig rolle for os i jagten på oprykning til Superligaen,” forklarer sportschefen.
 
Pål Alexander Kirkevold, der af Nordjyske blev kåret til Hobro IK’s bedste spiller i efteråret 2015, har kontrakt med Hobro IK frem til sommeren 2018. Det er hidtil blevet til 16 kampe og tre mål i Hobro-trøjen. 

Tilbage til oversigten