Kristoffersen stangede tre point på kontoen

Der blev kæmpet en vis legemsdel ud af bukserne af både Hobro IK og Vendsyssel FF, da de to mandskaber tørnede sammen på DS Arena. Mål blev der kun scoret et enkelt af, og det mål blev stanget ind af tårnhøje Julian Kristoffersen.
 
Der var dømt nordjysk Superliga-opgør søndag middag, da Vendsyssel FF gæstede DS Arena.
 
Hobro IK kom bedst ud af starthullerne, da Allan Kuhns tropper lykkedes med at få sat et højt pres på modstanderens banehalvdel. Det resulterede blandt andet i et par indlæg i de første par minutter, som dog ikke kastede de helt store muligheder af sig.

(Foto: Dannie Rosenkrantz)
 


Efter otte minutter fik vi kampens første store chance, da Emmanuel Sabbi trak ind i banen fra venstre side og sendte en afslutning snert over overliggeren.
 
To minutter senere fik gæsterne fra Vendsyssel deres første målchance. Mikkel M.P. kiksede uheldigt en tæmning på egen banehalvdel, hvorfor Ninos Gouriye erobrede bolden. Herefter sendte hollænderen en giftig afslutning på overliggeren.
 
Resten af første halvleg blev en ganske jævnbyrdig affære. Der var masser af hårde dueller og tilløb til chancer en hel del gange. Det var egentlig underholdende, selvom det ikke lykkedes nogen af mandskaberne at på puttet bolden i nettet i første halvleg.
 
(Foto: Dannie Rosenkrantz)

 
Kristoffersen blev matchvinder
Kampbilledet i indledningen af anden halvleg var langt hen ad vejen det samme som i første halvleg. Det var jævnbyrdigt, og der var masser af tænding.
 
Efter fem minutter fik Emmanuel Sabbi sendt et giftigt indlæg ind gennem feltet, men hverken venner eller fjender fik fat i bolden, som sejlede ud til indkast i modsatte side.
 
Kort efter var det gæsterne, der fik slået et giftigt indlæg ind i Hobro-feltet, men her kunne en vågen Rasmus Minor tackle i skudøjeblikket.
 
Indlæg blev der slået en del af, og efter en times spil blev det udført til perfektion af Mathias Haarup, der sendte et indlæg mod bagerste stang. Her dukkede tårnhøje Julian Kristoffersen op og stangede bolden sikkert i mål.
 
(Foto: Dannie Rosenkrantz)


De gulklædte fra Mariagerfjord kæmpede bravt for at holde føringen til slutfløjt, mens gæsterne naturligvis kæmpede for at komme tilbage i opgøret.
 
Gæsterne fra Vendsyssel fik blot produceret en række halve chancer i forsøget på at slå tilbage, mens Hobro IK fik et par muligheder til sidst ved to fine aktioner af indskiftede Mathies Skjellerup.
 
Der blev dog ikke scoret yderligere i kampen, og Hobro-lejren kan derfor juble over tre vigtige point, der sender Hobro IK op på siden af Vendsyssel FF og Vejle Boldklub i tabellen.
 
 
 
Kampfakta:
Hobro IK 1-0 Vendsyssel FF (0-0)

Mål:
Hobro IK 1-0 Vendsyssel FF, Julian Kristoffersen (59. min.)
 
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Frans Putros – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Martin Mikkelsen – Vito Hammershøy-Mistrati – Jonas Brix-Damborg (C) – Mikkel Mejlstrup Pedersen – Emmanuel Sabbi
Julian Kristoffersen

Udskiftninger:
Ud: Julian Kristoffersen - Ind: Sebastian Grønning (68. min.)
Ud: Mathias Haarup - Ind: Yaw Amankwah (76. min.)
Ud: Emmanuel Sabbi - Ind: Mathies Skjellerup (84. min.)
 
Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Nicholas Gotfredsen, Edgar Babayan, Quincy Antipas.
 
Advarsler:
Julian Kristoffersen, Hobro IK (32. min.)
Emmanuel Ogude, Vendsyssel FF (32. min.)
Jonas Brix-Damborg, Hobro IK (45. min.)
Jon Thorsteinsson, Vendsyssel FF (62. min.)
Mikkel Mejlstrup Pedersen, Hobro IK (88. min.)
 
Tilskuertal:
1.707
 
Dommer:
Mikkel Redder

Tilbage til oversigten