Kuhn: Vi er blevet mere stabile defensivt

På lørdag spiller Hobro IK årets sidste hjemmekamp, hvor SønderjyskE er modstanderen. Cheftræner Allan Kuhn håber, at holdet kan leve op til de præstationer, man har leveret på hjemmebane på det seneste, hvor man har vundet 3 ud af de seneste 4 hjemmekampe.
 
- Forhåbentligt lever vi op til de præstationer, vi har gjort på hjemmebane på det seneste. Vi tabte godt nok sidste gang 1-0 mod Randers, men jeg synes, vi leverede en fin præstation langt hen ad vejen. Specielt vores første halvleg. Så jeg håber, at vi kan gå ud med den energi og den aggressivitet, vi havde mod Randers. Det er den, jeg gerne vil se på lørdag også.
 


 


Forbedret målmand og defensiv
I den første halvdel af efterårssæsonen havde Hobro IK svært ved at holde buret rent, og man indkasserede også mere end to mål i snit pr. kamp. På det seneste er defensiven dog blevet forbedret markant, og man har således blot indkasseret 3 mål i de seneste 5 kampe, hvor det tilmed er blevet til to clean sheets. Strammere disciplin er en af årsagerne, forklarer Allan Kuhn.
 
- Vi er blevet lidt mere stramme i disciplinen. Vi er gået over til lidt mere 4-5-1, bortset fra sidste kamp hvor vi spillede 5-3-2 mod Brøndby. Så synes jeg, at vi er blevet mere stabile defensivt. Det har selvfølgelig også gjort, at vi ikke bomber mål ind i øjeblikket, men det er jo det skridt, man må tage først, det er at forsvare ordenligt, og så må vi sørge for at lave nogle mål i den anden ende senere, og det håber jeg allerede kan ske på lørdag.
 
 
Med til historien om en bedre defensiv hører også målmand Jesper Rask, der har vist højt niveau på det seneste. Det er også blev anderkendt med en kåring som rundens bedste målmand i Superligaen på superliga.dk efter sejren over Vendsyssel FF samt igen i Superliga XL efter den seneste kamp i Brøndby. Cheftræner Allan Kuhn har da også kun ros tilovers for målmandens seneste præstationer.
 
- Jeg synes, de sidste 7-8 kampe har været meget, meget stabile for Rask. Der er kommet en tryghed ind i den måde han står på mål på. Det giver tryghed til forsvaret, og det giver tryghed til hele holdet. Så jeg er meget tilfreds med hans udvikling lige nu, slutter cheftræner Allan Kuhn.
 
Hobro IK’s hjemmekamp mod SønderjyskE fløjtes i gang klokken 16.00 på lørdag. Billetter til opgøret kan købes her.  

Tilbage til oversigten