Lars Justesen bliver talentchef i Hobro IK

Hobro IK har ansat Lars Justesen som ny talentchef, og dermed vender han efter to års fravær tilbage til klubben, som han gennem adskillige år har været tilknyttet i forskellige roller.
 
Hobro IK har været uden en talentchef siden den 1. oktober, men efter et langt og grundigt rekrutteringsforløb kan klubben nu præsentere en gammel kending som ny talentchef. Valget er således faldt på Lars Justesen, der tiltræder som talentchef den 1. januar 2018.
 
Dermed vender Lars Justesen tilbage til Hobro IK efter to års fravær, hvor han har været assistenttræner i Esbjerg fB og senere cheftræner for 2. divisionsmandskabet Jammerbugt FC. Lars Justesen er pt. i gang med DBU’s A-træneruddannelse, som han afslutter i næste måned.
 
- Jeg har længe overvejet, hvad fremtiden skulle bringe efter 12 år som træner. Nu har jeg været i gang med DBU’s A-træneruddannelse, og her har jeg mødt en masse mennesker, der primært beskæftiger sig med talentudvikling, og det synes jeg er en spændende verden. Så derfor takkede jeg ja, da denne mulighed opstod, og nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang, fortæller Hobro IK’s nye talentchef, Lars Justesen.
 
- Peter Thomsen og Claus Stenum, som var i stillingen før mig, har lavet et kæmpe stykke arbejde, som jeg glæder mig til at arbejde videre med. Og så får vi jo også snart det her nye topcenter, som jeg skal være med til at have til at fungere fra start. Det første delmål er, at vi skal opnå en B-licens, og på sigt kommer vi forhåbentligt også til at se, at nogle af vores egne talenter kan tage springet op på vores førstehold, siger Lars Justesen om sin nye rolle i Hobro IK.
 

Hobro IK's nye talentchef, Lars Justesen, (t.v.) og formand i foreningen Hobro IK, Per Andersen. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


Lars Justesen spillede som aktiv 155 kampe for Hobro IK’s førstehold, der dengang var placeret i Jyllandsserien og Danmarksserien. Fra 2010 til 2015 var Lars Justesen tilknyttet som assistenttræner for klubbens førstehold, som han var med til at føre op i Alka Superligaen i 2014.
 
- Det er med stor stolthed, at vi kan præsentere en kapacitet som Lars Justesen som vores nye talentchef. Med ansættelsen af Lars får vi en talentchef med høj fodboldfaglighed samt erfaring fra det højeste niveau i Danmark. Vi har stor tiltro til, at vi med Lars i spidsen kan udvikle hele vores talent-setup yderligere og på sigt opnå den B-licens, vi har ambitioner om at få, udtaler formand i foreningen Hobro IK, Per Andersen.
 
Udover jobbet som talentchef i Hobro IK er Lars Justesen ansat som skolelærer på Rosendalskolen i Hobro på et vikariat frem til sommer. Fra den 1. januar vil han også være tilknyttet fodboldlinjen på Søndre Skole samt Mariagerfjord 10. klassecenter.


(PRESSEMEDDELELSE 15-12-2017)

Tilbage til oversigten