Mads Justesen stopper karrieren til sommer

Hobro IK’s 34-årige anfører Mads Justesen er i gang med sin sidste sæson som aktiv fodboldspiller, da han har besluttet sig for at lægge støvlerne på hylden efter denne sæson.
 
Klublegenden Mads Justesen har spillet i Hobro IK siden 2004 og har været med til at føre klubben hele vejen fra Danmarksserien op i Alka Superligaen, men denne sæson bliver anførerens sidste. Når den nuværende kontrakt udløber til sommer, lægger den 34-årige forsvarsspiller støvlerne på hylden og takker dermed af efter 14 år som spiller på Hobro IK’s førstehold.
 
Beslutningen om at stoppe til sommer har været længe undervejs.
 
- Det er ikke en beslutning, der er taget over natten. Da jeg forlængede min kontrakt i sommers, havde jeg tænkt, at denne sæson skulle være min sidste. Jeg føler, det er det rigtige tidspunkt i forhold til, at klubben er inde i en god udvikling, og at jeg ikke kan aflevere Hobro IK i en bedre forfatning. Fremtiden ser lys ud for klubben, så jeg har en god følelse i maven i forhold til at stoppe til sommer, udtaler Mads Justesen, som endnu ikke ved, hvad fremtiden skal bringe.
 
- Jeg er endnu ikke helt afklaret med, hvad fremtiden skal bringe. Det vil jeg overveje i løbet af de kommende måneder, fortæller Mads Justesen.
 

Efter denne sæson stopper anfører Mads Justesen karrieren som aktiv fodboldspiller. (Foto: Dannie Rosenkrantz)

Mads Justesen blev i oktober 2016 indehaver af kamprekorden i Hobro IK, da han passerede Steen Juulsgaards gamle kamprekord på 310 kampe. I dag er Mads Justesen noteret for 333 førsteholdskampe, og har således haft enorm betydning for Hobro IK og den udvikling, klubben har gennemgået de seneste mange år.
 
- Mads har været med på en vanvittig rejse og har om nogen været med til at tegne klubben både indadtil og udadtil. At man kan være med til at spille en klub fra Danmarksserien helt op i Alka Superligaen er helt uhørt, og uden Mads havde klubben ikke været der, hvor den er i dag. Hans betydning for klubben har været enorm, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.

- Mads har været en leder for Hobro IK og har været med til at skabe den fantastiske kultur i omklædningsrummet, som alle er så begejstrede for. Han besidder en fantastisk vindermentalitet, som har smittet af på alle andre i og omkring klubben, slutter Jens Hammer Sørensen.
 
34-årige Mads Justesen var i sine tidligere år kendt som en særdeles målfarlig forsvarsspiller og blev i sæsonerne 2011/12 og 2012/13 klubbens topscorer i 1. division med henholdsvis syv og ni mål. Mads Justesen har i sine 333 optrædener i Hobro-trøjen bidraget med i alt 32 mål.


(PRESSEMEDDELELSE 19-12-2017)

Tilbage til oversigten