Malles Dagbog: Dag 8

Kære dagbog…
 
Endnu en dag på kontoret.
 
Formiddagstræningen stod primært i taktikkens tegn med henblik på vores anden og sidste kamp i morgen. Der blev trænet angrebsåbninger og organiseret forsvarsspil samt dødbolde. Der er blevet roteret lidt i startopstillingen, således at nogle af os, der ikke var i spil i første kamp, får lov at vise os frem. Ikke uvæsentligt i forhold til, at det er vores anden sidste træningskamp, inden det igen går løs i Superligaen. Konkurrencen om pladserne spidser til, og der er mange om buddet.
 


Ellers er savnet til familier og kærester og hjemlige omgivelser så småt begyndt at indfinde sig i gruppen. Nogle af fædrene tog til byen og kiggede på souvenirs til de små derhjemme, mens nogle af os andre har taget nogle gevaldige middagslure - Vito har vidst rekorden med en morfar på fem timer. Det er næsten en hel nat. Imponerende.
 
Gruppen med de skadede spillere, som nu består af Bøge, Gotfredsen Sabbi og Lynge får stadig lov til at arbejde hårdt for føden. De har været i ilden to gange i dag, hvoraf især det sidste træningspas angiveligt trak tænder ud. Der blev bl.a. sprintet på trapper og styrketrænet. Det går fremad for de flestes vedkommende, så vi nærmer os så småt en skadesfri trup. Fornuftig timing.


 
Kampen i morgen er allerede klokken 11 (klokken 9 dansk tid), så folk er gået til ro lidt tidligere end normalt. Den sidste træningskamp på sådan en tur er i høj grad med til at definere, hvor succesfuld turen har været. Det er ofte det sidste indtryk, man tager med hjem. Det er en træningskamp, men vigtigheden må ikke undervurderes.
 

- M

Tilbage til oversigten