Mistrati: Vi kan sagtens gå videre

Der var skrevet og sagt meget inden det første indbyrdes opgør i Europa Playoff mellem Hobro IK og SønderjyskE, men ifølge Vito Hammershøy-Mistrati, var intensiteten i søndagens nederlag mod SønderjyskE ikke meget anderledes end normalt.
 
- Der var lidt tumult til sidst, men ellers synes jeg, det var en normal fodboldkamp, hvor man ikke kunne mærke, at der var noget, der skulle hævnes, siger Vito Hammershøy-Mistrati.
 
Midtbanekreatøren var selvsagt skuffet over kampens resultat og til dels også indsatsen.
 
- Det var en mindre god kamp fra vores side. Vi er okay med i 1. halvleg og får skabt nogle chancer på dødbolde, men i 2. halvleg går vi ned.
 




Hobro IK havde kampen igennem problemer med at skabe chancer i det åbne spil, og selvom Vito Hammershøy-Mistrati erkender, at det lette svar vil være at sige, at holdet manglede topscorer Pål Kirkevold, roser han erstatningen Quincy Antipas.
 
- Jeg synes, Quincy spiller en god kamp. Han har lidt udfordringer i at holde i bolden, og når vi spiller 4-5-1, så ville det være godt at have Pål deroppe, men omvendt kunne Danny Olsen og mig gjort livet lidt nemmere for Quincy ved at ligge lidt tættere på ham.
 
Forud for returkampen næste søndag er Hobro-midtbanen dog optimistisk trods udgangspunktet.
 
- Hvis vi havde spillet 0-0, så tror jeg, at alle havde været glade og tilfredse, men 1-0 er fint nok. Det kan vi sagtens gå videre på, og så tror jeg, at vi spiller en langt bedre kamp i næste uge, end vi gjorde i dag.
 
Returkampen mod SønderjyskE spilles søndag klokken 16.00. på DS Arena.

Tilbage til oversigten