Nederlag i første playoff kamp mod Lyngby BK

​(Foto Dannie Rosenkrantz)
Mandag den 13 juli var en sidste gang for flere ting. Det var sidste hjemmekamp for Hobro IK i sæsonen 19/20, det var sidste hjemmekamp for Jesper Rask mellem stængerne for Hobro IK, det var sidste hjemmekamp for Emmanuel Sabbi. Op til kampstart viste den danske sommer sig fra den pæne side og de mange tilskuere på Jutlander Bank Tribunen, skulle have solbrillerne på for at have et godt udsyn.  


Dagens kamp var nummer 319 for Jesper Rask, der lige inden kampstart blev hyldet af hele DS Arena. Emmanuel Sabbi blev også hyldet for sin sidste kamp på DS Arena, mens Edgar Babayan fik blomster for sin kamp nummer 100 for Hobro IK. 
 
Da Lyngby BK sidst var på besøg på DS Arena, var det sjællænderne der havde mest boldbesiddelse og specielt Rezan Corlu var i hopla.  
Man kunne mærke fra startfløjtet, at der var noget på spil for begge hold. Der blev gået hårdt til den og Frederik Gytkjær fik skubbet Mathias Haarup ned mod havnen efter fem minutters spil, men Morten Krogh gav kun en henstilling. Få minutter efter var Edgar Babayan tæt på at få endnu en assist, da han lagde et hjørnespark ind i panden på Imed Louati, der desværre stangede den over mål.  
Fik man ikke set den chance, så skulle man blot følge med to minutter senere. Nøjagtig samme situation, men denne gang stangede Louati den ind til 1-0 og 100-kampsjubilaren Babayan fik assist nummer 11 i denne sæson. 11 minutter spillet og 1-0. 
 
(Foto Dannie Rosenkrantz)
Da stadionuret rundede den første halve time, kom hele DS Arena op og stå, da Babayan endnu en gang leverede et klasse indlæg, som denne gang ramte Rasmus Minor der headede på mål. Lyngby BK’s målmand kom dog flot ned og reddede bolden. 
 
Til kampen mod AC Horsens havde Mads Hvilsom anførerbindet og netop Hvilsom blev skiftet ind efter 36 minutter, da Mikkel M.P måtte udgå med smerter. Han gik direkte i omklædningsrummet til behandling. Peter Sørensen flyttede rundt på brikkerne, hvilket gjorde at Babayan lagde sig ind bag Louati og Hvilsom på venstre kant. 
 
Morten Krogh fløjtede til pause efter 46 minutter og 1-0 til Hobro IK. 
 

​(Foto Dannie Rosenkrantz)
PAUSE 
 
Hobro IK kom uændret ud til 2.halvleg. 
 
Allerede seks minutter inde i 2.halvleg fik Hobro IK første chance, efter Christian Cappis erobrede bolden midt på banen. Babayan har vist utallige af gange, at det er en god ide at give ham bolden, når det går mod modstanderens mål. Denne gang valgte armenieren at gå selv, hvilket desværre resulterede i en afslutning et stykke ved siden af mål. 
 
En spiller, som tit får bolden hos Lyngby BK når det går mod modstanderens mål, er Rezan Corlu. Det skulle også være Corlu der bragte udeholdet på 1-1, da han efter 55 minutter sparkede på mål og hans skud blev rettet af, hvilket gjorde at Jesper Rask ikke kunne nå at reagere. Dette førte desværre til lidt nervøsitet hos hjemmeholdet, som viste sig gennem nogle dumme boldtab i opbygningsspillet.  
 
I forsøget på at jagte endnu en scoring, blev Pål Alexander Kirkevold skiftet ind i stedet for Sabbi efter 70 minutters spil. Med indskiftningen gik formationen til 4-4-2 med Hvilsom og Kirkevold på toppen, der begge før har lavet mål på samlebånd i den bedste danske række.  

 ​(Foto Dannie Rosenkrantz)
Som kampen gik ind i de døende minutter, begyndte Lyngby IK at få mere og mere boldbesiddelse, hvilket gjorde at Hobro IK måtte forsvare med flere mand. Dette førte så til at der var langt op til målet i den anden ende, fordi man endte med at være i undertal i opbygningsspillet.  
 
Efter 86 minutters spil blev en helt ufarlig situation, gjort til en livsfarlig situation. Christian Cappis taber bolden ude foran eget felt, som Rezan Corlu opsnappede og spillede videre til Frederik Gytkjær, der stensikkert udplacerede Jesper Rask i buret og gjorde det til 1-2.  
 
Der blev lagt fire ekstra minutter til, hvilket bare ikke var nok. Hobro IK taber kampen 1-2 og overlevelsen i 3F Superligaen hænger nu i en tynd tråd. Næste og sidste kamp i denne sæson, er mandag den 20/7 i Lyngby. KOM SÅ DRENGE!!! 
 
Kampfakta: 
Mål: 
11’ 1-0, Imed Louati 
55’ 1-1, Rezan Corlu 
86- 1-2. Frederik Gytkjær 
 
Opstilling Hobro IK: 
Jesper Rask – Mathias Haarup, Simon Jakobsen, Rasmus Minor Petersen, Jacob Tjørnelund - Jonas Brix-Damborg – Emmanuel Sabbi, Christian Cappis, Mikkel M.P. - Edgar Babayan – Imed Louati 
 
Udskiftninger: 
36’ Ind: Mads Hvilsom – Ud: Mikkel M.P. 
70’ Ind: Pål Alexander Kirkevold – Ud: Emmanuel Sabbi 
74’ Ind: Emil Nielsen – Ud: Gustav Marcussen 
74’ Ind: Pascal Gregor – Ud: Lasse Fosgaard 
85’ Ind: Jesper Bøge - Ud: Mathias Haarup 
85’ Ind: Jelle – Ud: Mathias Rasmussen 
90’ Ind: Andre Riel – Ud: Rezan Corlu 
90’ Ind: Nicolai Geertsen – Ud: Frederik Gytkjær 
 
Ubenyttede spillere: 
Brandon Onkony, Mathies Skjellerup, Adrian Kappenberger og Hamse Hussein 
 
Advarsler: 
- 
Tilskuertal: 
1500. 
Dommer: 
Morten Krogh 
 

Tilbage til oversigten