Ny talentklasse på Mariagerfjord Gymnasium giver bedre vilkår for talenter i Hobro IK

Fra næste skoleår opretter Mariagerfjord Gymnasium en talentklasse for de elever, der har ambitioner om både en studentereksamen og sportslige sejre. Den nye talentklasse kan blandt andet kombineres med fodbold i Hobro IK.


(Foto: Dannie Rosenkrantz)


Mariagerfjord Gymnasium har lavet et nyt uddannelsestilbud til de elever, der ønsker at kombinere en gymnasial uddannelse med deres sport. I den såkaldte talentklasse tager skemaet højde for to ugentlige morgentræninger, uden at uddannelsen går på kompromis med det faglige niveau. Derved undgår eleverne, at deres ambitioner uden for klasselokalet kommer til at påvirke studentereksamen.

Talentchef i Hobro IK, Lars Justesen, glæder sig over, at der nu bliver bedre vilkår for de talenter, der ønsker at kombinere fodbold i Hobro IK med en uddannelse på Mariagerfjord Gymnasium.

- Det nye tilbud giver os mulighed for at fastholde vores egne talenter samt tiltrække nye talenter udefra, som kan tage deres ungdomsuddannelse i Hobro sideløbende med fodbolden. Vi får også mulighed for at øge træningsmængden for vores talenter samtidig med, at de får bedre vilkår i forhold til at passe skolearbejdet, lyder det fra Lars Justesen, og han tilføjer:

- I Hobro IK prioriterer vi uddannelse meget højt, og vores ungdomsspillere skal derfor også skrive under på en forventningskontrakt, hvor man forpligter sig til, at fodbold og uddannelse går hånd i hånd. Uddannelse er med til at danne os som mennesker, og de talenter, der klarer sig gennem nåleøjet og får en karriere som professionel fodboldspiller, har også brug for en uddannelse at falde tilbage på, når fodboldstøvlerne engang stilles på hylden.


Kalle Hybertz Bak, der spiller på Hobro IK's U19 Divisionshold, går i dag i 3.s på Mariagerfjord Gymnasium, og han ved, at det er krævende at jonglere med både en ungdomsuddannelse og en karriere på grønsværen. Fire gange om ugen spiller han fodbold i Hobro IK, og når der så samtidig er selvtræning, kampe, lektier, afleveringer, venner og et fritidsjob, der også skal passes, kan det være svært at nå det hele.

- Min store drøm er spille fodbold i en Superliga-klub i Danmark eller måske endda i udlandet. Det kræver, at jeg træner og fokuserer på fodbold, og ofte går det ud over timerne og lektierne, ligesom der sjældent er tid til gymnasiefester. Samtidig har det været vigtigt for mig – og mine forældre – at jeg får en studentereksamen med i bagagen. Derfor kan jeg se flere fordele i gymnasiets nye talentklasse, siger Kalle Hybertz Bak, der bliver student til sommer.



Læs mere om den nye talentklasse på Mariagerfjord Gymnasiums hjemmeside.
 

Tilbage til oversigten