Nyt hold til tredje sæson af eSuperligaen

eSuperligaen ruller igen over skærmen på Dplay og Canal 9 fra d. 13. oktober, hvor sæson 3 sparkes i gang. Hobro IK, der sidste år nåede eSuperliga-finals, stiller i denne sæson med et helt nyt hold, som består af erfarne spillere indenfor konkurrencen.


(Foto: Dannie Rosenkrantz) 
 

Tredje sæson af eSuperligaen, hvor der dystes i EA Sports FIFA, skydes i gang d. 13. oktober, hvor Hobro-spillerne skal forsøge at leve op til sidste sæsons flotte 8. plads, der gav adgang til eSuperliga-finals. Hobro-holdet er dog et helt anderledes mandskab end i forrige sæson, da der er blevet skiftet ud over hele linjen.
 
Den første af nyerhvervelserne til Hobro IK’s eSuperliga-mandskab er Oliver Roberts, som med sine 16 år bliver den yngste spiller for holdet i denne sæson. Oliver er opvokset i Arden, og er derfor et lokalt talent, som skal repræsentere de gule farver.


16-årige Oliver Roberts fra Arden skal repræsentere Hobro IK i tredje sæson af eSuperligaen. (Foto: Dannie Rosenkrantz) 


Derudover har klubben også erhvervet sig erfaring i form af 23-årige Joe ”JoeFromDenmark” Nørregaard, som tidligere har spillet for esportsorganisationen Tricked og har repræsenteret Vejle Boldklub i de foregående to sæsoner i eSuperligaen.
 
Fra FC Helsingør har Hobro IK hentet 18-årige Emil ”E-Mikkelsen44” Mikkelsen, mens også 18-årige Lasse ”OneWayCrazyy” Kristiansen er kommet til klubben. Udover ovenstående spillerforstærkninger, så er der også foretaget udskiftninger på trænerposten.
 
Jonas ”Jonez” Højgaard, som har været under esportsvirksomheden TrainE, er kommet til, og han bliver en del af trænerteamet sammen med Jeppe Højfeldt, som kommer til efter at have stået i spidsen for Vendsyssel FF i de to første sæsoner af turneringen.
 
Således bliver Hobro IK repræsenteret i tredje sæson af eSuperligaen, som har start om under to ugers tid. Når det nye Hobro-mandskab skal i kamp, så bliver det fremover søndage og mandage, at kampene kan ses på Dplay.dk og på Canal 9.
 
Byd alle de nye ansigter velkommen og følg mandskabet d. 13. oktober og fremefter, hvor holdet går en spændende sæson i møde.

Tilbage til oversigten