PM: Lokale fodboldklubber i kamp for sygdomsramte børn og unge

PM:
(Foto: Dannie Rosenkrantz)
Fodboldklubberne Viborg FF og Hobro IK benytter sæsonpremieren i 1.division til at støtte op om Knus Kræft, et samarbejde mellem KidsAid, tidligere racerkører og KidsAid ambassadør Tom Kristensen og Peter Larsen Kaffe.
 
Når den nye sæson i 1.division skydes i gang torsdag aften, vil der på DS Arena være et helt særligt tema i spil. For mens fodbolden er i gang igen, er der nogle befolkningsgrupper, som stadig må forblive i isolation. Sammen med Knus Kræft sætter Viborg FF og Hobro IK fokus på at give sygdomsramte børn og unge håb og glæde i hverdagen.
 
”Samfundet er delvist åbnet op efter Corona-nedlukningen, men for de befolkningsgrupper, som er i særlig risiko, er verden stadig lukket ned. Sygdomsramte børn og unge er nogle af Corona-krisens oversete ofre. Det vil vi gerne rette et ekstraordinært fokus på,” udtaler direktør i Viborg FF Morten Jensen.
 
Knus Kræft, Viborg FF og Hobro IK viser deres medfølelse og sender tanker til de sygdomsramte børn ved at rette et helt særligt fokus på den vigtige sag. Til kampen stiller begge hold op i trøjer med Knus Kræfts logo på brystet, ligesom LED banner vil understøtte budskabet om, at vi skal sende en tanke til de børn, der har særligt brug for det.
 
”Vi er flere i klubben (red. Hobro IK), som har haft kræft tæt på livet. Derfor ved vi, hvor hård hverdagen kan være, og hvor stor en forskel en kærlig tanke kan gøre. Derfor er vi også enormt glade for, at DS Gruppen og Spar Nord Bank afgiver pladsen på spilletrøjen til denne kamp, for at skabe endnu mere fokus på denne gode sag og det store arbejde, der bliver lavet i Knus Kræft regi,” fortæller kommunikationschef i Hobro IK Mikkel Højbo.
 
At fodboldklubberne er gået med i kampen for at give sygdomsramte børn og unge en bedre hverdag, glæder folkene bag Knus Kræft.
 
”At møde sygdomsramte børn, mærke familiernes indbyrdes kærlighed og støtte til hinanden er utrolig rørende og påvirker mig dybt. I denne tid er det vigtigere end nogensinde, at vi støtter dem, der særligt har brug for det, og når Hobro IK og Viborg FF viser deres støtte betyder det, at vi kan skabe endnu mere opmærksomhed omkring sagen,” forklarer tidligere racerkører og KidsAid ambassadør Tom Kristensen.
 
Kræft får et knus
Knus Kræft skaber gode oplevelser for børn og unge med kræft og andre alvorlige sygdomme. Hidtil har projektet indsamlet 3,3 millioner kroner, og med hjælp fra fodboldklubberne håber man på at kunne give endnu flere børn inspiration og oplevelser, der kan have en positiv indvirkning på deres sygdomsforløb.
 
”De penge vi har indsamlet, har gjort en kæmpe forskel for sygdomsramte børn og deres familier. Vores bidrag kan synes lille i forhold til at redde verden, men i forhold til at skabe livsglæde og mod på tilværelsen for de hårdest ramte – er det guld værd. Vi kan gøre en forskel, og dermed har vi også en forpligtelse til at fortsætte vores arbejde, så endnu flere familier kan få håb, trivsel, og glæde i hverdagen,” fortæller direktør for Peter Larsen Kaffe og KidsAid ambassadør Claus Bertelsen.
 
 
FAKTABOKS
Om Knus Kræft
Siden år 2000 har KidsAid hjulpet børneafdelinger i hele landet med positive og adspredende oplevelser. Knus Kræft er et initiativ, der drives af KidsAid i samarbejde med Tom Kristensen og Peter Larsen Kaffe. Mens andre gode initiativer fokuserer på forskning og behandling, er Knus Kræft fokuseret på at skabe gode oplevelser for børn med kræft og andre alvorlige sygdomme. Knus Kræft har siden etableringen i 2015 indsamlet mere end 3 mio. kr., der er gået til at lave unikke oplevelser for mere end 2.500 familier.
 
 
KONTAKTPERSONER
 
Kontakt vedr. Knus Kræft
Lars Aaen Thøgersen
Tlf.: +45 2144 1720
Email: lars.aaen.thogersen@peterlarsenkaffe.dk
 
 
Kontakt vedr. klubbernes deltagelse
Viborg FF
Nicolai Kristensen
Kommunikationsansvarlig, Viborg FF
Tlf.: +45 22 97 66 98
Email: nicolaik@vff.dk
 
Hobro IK
Mikkel Højbo,
Kommunikationschef, Hobro IK
Tlf.: +45 29 24 51 91
E-mail: mh@hikfodbold.dk
 
 

Tilbage til oversigten