Pragtkamp af Hobro IK sikrer sejr over FCK

Hobro-mandskabet spillede en fantastisk kamp, da holdet sejrede med 2-1 over de forsvarende mestre fra FCK på et sæsonrekordfyldt DS Arena.



Foto: Dannie Rosenkrantz

Med et fyldt DS Arena i ryggen skulle Hobro-mandskabet søndag eftermiddag på en svær opgave, da de forsvarende danske mestre fra FCK kom på besøg for enden af Mariager Fjord.

 

Klædt i orange farver i anledning af DS Gruppens 50-års jubilæum skulle Peter Sørensens tropper forsøge at hente en sejr foran et talstærkt hjemmepublikum. Med et forsøg af Julian Kristoffersen efter allerede 18 sekunders spil tegnede det til at blive en god start for hjemmeholdet.

 

Et par minutter senere viste Hobro-mandskabet, hvor oplagte de var, da Edgar Babayan blev sendt i dybden og snød FCKs offside-fælde. Med frit løb mod mål, og en Grytebust i FCK-målet som kom på mellemhånd, sendte Babayan den flot ind til Julian Kristoffersen, som snittede bolden i mål. Hobro-mandskabet førte derfor over de forsvarende mestre efter allerede fire minutters spil.



Foto: Dannie Rosenkrantz
 

 

Små ti minutter senere skulle godt vise sig at blive bedre for de orangeklædte, da Edgar Babayan endnu engang blev sendt i dybden i banens venstre side. Her ventede han tålmodigt og fik lagt et præcist indlæg til Emmanuel Sabbi, som steg til vejrs og stangede bolden i kassen. 2-0 til Hobro-mandskabet 14 minutter inde i opgøret mod de forsvarende danske mestre.
 

Hjemmeholdet havde i den første del af halvlegen fint styr på københavnernes offensiv, men i det 25. minut glippede de defensive tjanser. Michael Santos blev sendt fri bag et ellers sikkert Hobro-forsvar, og her bankede han bolden op i nettaget. Dermed var der reduceret til 2-1 i det målrige opgør.

 

De orangeklædte var tæt på at score en kasse mere, da Babayan endnu engang blev sendt i dybden efter en erobring midt på banen. Hobros nr. 17 forsøgte sig med et lob fra helt fri position, men FCK-målmanden fik fingerspidserne på forsøget, og kunne efterfølgende gribe bolden.

 

Efter 28 velspillede og højintense minutter begyndte kampens tempo at falde, hvor mandskaberne fik mere styr på de defensive opgaver. Derfor kom der ikke flere store chancer i resten af halvlegen, som der ellers havde været rigeligt af indtil da. Stillingen var derfor fortsat 2-1 til hjemmeholdet, da kampens dommer fløjtede til pause.



Foto: Dannie Rosenkrantz
 

 

Bundsolid Hobro-defensiv piller brodden af Løverne

Åbningen på anden halvleg fortsatte som slutningen på første. Holdene gik forsigtigt frem, da ingen af holdene ville have endnu en scoring imod sig. Især Hobro-mandskabet stod dybt i banen og spillede efter de omstillinger, der ville opstå.

 

Ti minutter inde i anden halvleg var de orangeklædte tæt på at score på netop en omstilling. Emmanuel Sabbi driblede sig på tværs af feltet og fik resolut sendt en afslutning afsted. Til ærgerelse for hjemmeholdet og de fremmødte fans måtte de se forsøget snige sig over overliggeren.

 

Som kampen skred frem overlod Peter Sørensens tropper mere og mere af spillet til københavnerne og fokuserede på at stå solidt defensivt. Det holdt FCK fra store chancer, mens Hobro-mandskabet fortsat var farlige i de få omstillinger, de fik skabt.

 

Med 20 minutter igen blev modsvaret fra københavnerne blev en trippel-udskiftning. En af de indskiftede var FCK-debutanten Nicklas Bendtner, som skulle ind og se, om han kunne gøre forskellen. For hjemmeholdet blev det også til en debutant kort efter, da Imed Louati blev sendt ind i stedet for Julian Kristoffersen.
 

Med nye spillere på banen kom der mere fart på spillet, og det var i det 76. minut tæt på at gå til Hobro-mandskabets fordel. Edgar Babayan sendte et indlæg indover, som netop indskiftede Imed Louati fik sat panden på. Bolden sad desværre lige på FCK-målmand Sten Grytebust, og returen kunne Emmanuel Sabbi ikke få ram på. Med blot et lille kvarter til slutfløjt forblev stillingen derfor 2-1 til hjemmeholdet.

 

Tiden tikkede for FCK-mandskabet, men de orangeklædtes defensiv var en mur, som de ikke kunne nedbryde. Heller ikke medie-favoritten Nicklas Bendtner kunne gøre noget ved en bundsolid Hobro-defensiv.


Foto: Dannie Rosenkrantz


 

Da kampens dommer fløjtede for sidste gang, så var det mandskabet fra Mariagerfjord, der trak sig sejrrigt fra opgøret mod sidste sæsons mestre. De tog dermed sæsonens anden sejr i et velspillet opgør mod titelfavoritterne og fik tre tiltrængte point på kontoen.

 

Næste gang Peter Sørensens tropper igen trækker i den gule spillertrøje, er på søndag, hvor mandskabet fra Mariagerfjord hjemme får besøg af SønderjyskE.

 

 

Kampfakta:

Hobro IK 2 - 1 FCK (2 - 1)

 

Mål:

Julian Kristoffersen 4’ (Hobro IK 1 - 0 FCK)

Emmanuel Sabbi 13’ (Hobro IK 2 - 0 FCK)

Michael Santos 25’ (Hobro IK 2 - 1 FCK)

 

Hobro-opstilling:

Jesper Rask

Jesper Bøge – Anel Ahmedhodzic – Rasmus Minor – Mathias Haarup

Emmanuel Sabbi – Christian Cappis – Mikkel M.P. – Edgar Babayan

Pål Alexander Kirkevold – Julian Kristoffersen

 

Udskiftninger:

Ud: Julian Kristoffersen - Ind: Imed Louati (74. min.)

Ud: Christian Cappis - Ind: Nicholas Gotfredsen (80. min.)

Ud: Pål Alexander Kirkevold - Ind: Brandon Onkony (89. min.)

 

Ubenyttede spillere:

Adrian Kappenberger, Kerim Memija, Oliver Thychosen, Yosef Samuel.

 

Advarsler:

Pål Alexander Kirkevold, Hobro IK (41. min.)

Christian Cappis, Hobro IK (44. min.)

Edgar Babayan, Hobro IK (95. min.)

 

Tilskuertal:

5428

 

Dommer:

Peter Kjærsgaard



Tilbage til oversigten