Putros med i Iraks bruttotrup til Asian Cup

Mens Hobro IK’s Superliga-spillere er gået på juleferie, så er Frans Putros rejst til Qatar, hvor han tilslutter sig den irakiske landsholdslejr. Den alsidige defensivspiller er således en del af den bruttotrup på 28 spillere, der er udtaget til Iraks sidste forberedelser forud for AFC Asian Cup 2019.
 
I Qatar spiller Irak to testkampe mod Kina og Palæstina hhv. den 24. og 28. december. De to testkampe fungerer som de sidste forberedelser inden AFC Asian Cup, der afholdes i De Forenede Arabiske Emirater fra den 5. januar til den 1. februar 2019.

 

Frans Putros er udtaget til Iraks landshold. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


Om Frans Putros kommer til at deltage i AFC Asian Cup, er endnu uvist. Umiddelbart efter den sidste testkamp mod Palæstina den 28. december skal den irakiske bruttotrup på 28 spillere skæres ned til en endelig trup på 23 spillere, som skal repræsentere Irak ved AFC Asian Cup.

Frans Putros håber at klare sig gennem cuttet, så han kommer med til den asiatiske slutrunde.
 
- Det er jo altid stort, når man bliver udtaget til et landshold, så det er jeg selvfølgelig stolt over. Jeg håber meget, at jeg kommer med i den endelige trup til Asian Cup. Det er jo en slutrunde ligesom EM i Europa, så det er kæmpestort. Selvom man i Danmark måske ikke kender så meget til Asian Cup, så er det altså en turnering på et højt niveau med mange dygtige spillere, siger Frans Putros.
 
- Jeg har ikke de helt store forventninger om spilletid, da jeg er relativt ny på Iraks landshold, men jeg vil selvfølgelig kæmpe for at få nogle minutter på banen.
 
Irak er ved AFC Asian Cup i gruppe D sammen med Iran, Yemen og Vietnam.

Tilbage til oversigten