Referat fra kampenHobro IK JS vs. Tjørring

Her referat fra kampen i Jyllansserien mod Tjørring, fra LigaBold.dk
 
Endnu en kamp er overstået, hvordan endte kampen og stemte det overens med din vurdering af kampen?
Vi spillede 2-2 i Tjørring lørdag eftermiddag. Tjørring har efter et flot og meget stabilt efterår lagt sig klart i førerposition i rækken, og derfor vidste vi, at det var et dygtigt hold, vi skulle kæmpe i mod. 
Straks røg vi i modvind, da vi efter få minutter kommer bagud med 1-0, da TIF spiller sig igennem vores højre side, hvorefter rækkens topscorer, Ziad Nassar, iskoldt med en lang tå ved forreste stolpe prikker bolden i mål. 
TIF har momentum i starten af kampen, og vi skal lige finde vores ben i nyt system til kampen, hvor flere spillede nye positioner. Denne ændring gav dog pote i løbet af kampen.
Vi tog i store perioder i 1. halvleg over, men havde svært ved at skabe de åbne målchancer. 
Som man frygter som træner i sådan en periode, så scorede modstanderne straks inden pausen, da vi var noget passive på en indlægsbold fra TIF's højre side. Bolden spilledes ind i mellemrummet mellem bagkæde og keeperen og med en klog og rutineret screening blev én af vores forsvarende spillere taget ud af duellen, hvorefter TIF udbyggede føringen til 2-0.. En spand kold vand i hovedet lige inden pausethe. 
En ambivalent følelse at sidde nede med 0-2 men have fornemmelsen af alligevel i spillet at være lidt ovenpå.2. halvleg blev en klar Hobro IK dominans, hvor vi qua vores erfaringer fra 1. halvleg nu gjorde noget aktivt og dominerende, og på den måde angreb vi modstanderens mål. Vi får reduceret til 1-2 ved straffespark. Mathias Damborg nedlægges i feltet, og Mathias Dreyer scorer på det efterfølgende spark. 
Det bliver til 2-2, da Hamse Mahdi Hussein flot scorer med venstrepoten kort og højt. Forinden får han ved feltkanten bolden fra Bleron Koliqi; han ligger an til at sparke med højre, men en forsvarsspiller kommer foran ham, herefter skubbes bolden let til venstre og han hamrer bolden i rusen til 2-2. 
Begge hold går egentligt lidt efter sejren til sidst, men den kæmpe chance, der næsten altid opstår i overtiden udeblev, og derfor måtte begge hold tage til takke med 1 point. Det kunne TIF være bedst tjent med på dagen og i rækken generelt, da de ligger lunt i svinget i tabellen modsat vi selv. 

Hvilke nøgleord vil du sætte på jeres og jeres modstanders præstation i kampen?
Tjørring har et godt hold med forskellige typer godt sammensat. De spiller egentligt vores foretrukne system 3-6-1(3-4-3), hvor der er mange med til både at forsvare og angribe. Måske lidt hollandsk inspireret fra 70'ernes total fodbold. 
På dagen kunne vi dog byde topholdet op til dans, og vi gjorde til kampen en god figur. Tjørring skal gøre arbejdet færdigt men det lugter af en 1. plads i puljen og dermed 3 point med over i forårets JS1. 
Vi vaklede lidt fra starten af kampen, men arbejdede os fint ind i matchen og præsterede vel i lidt over 60 minutter det, der kan forventes for at sejre i en JS kamp. Desværre mister vi fokus og kvalitet i kortere perioder, og det kostede i lørdags, ligesom det har kostet i adskillige kampe her i efteråret. 

Hvor mange stjerner (ud af 6) vil du give jeres præstation og hvorfor?
4 stjerner i en kamp, hvor mange ting gøres flot, men hvor vi stadig kæmper med kynismen i begge ender.

Der er et par runder igen for de fleste hold. Hvordan ser du mulighederne i de sidste kampe?
Vi kigger nu frem mod lørdagens kamp mod Viborg FF. Den bliver altafgørende for om vi kan nå top 4 eller ej. Vi SKAL vinde kampen på lørdag, for VFF ligger på den øjeblikkelige 4. plads, 2 point foran HIK, og det er netop top 4, der giver adgang til forårets JS1. 
Vi har præsteret til en 5. plads indtil videre, men heldigvis har vi to kampe til at ændre på dette, og det går vi benhårdt efter. Så må vi se om vi er og har været dygtige nok, når vi gør status 2. november. Vi kan ikke hyle over modstandere, dommere eller rammerne for vores fodboldspil. Vi har været for ustabile, men nu er det op til de samme spillere og trænere at rykke sammen i bussen og præsteret høj kvalitet og mentalitet i de sidste to kampe.


Tilbage til oversigten