Sæsonens første reserve-sejr kom i hus mod Viborg

Tredje gang blev lykkens gang for Hobro IK i Reserveligaen, da det i sæsonens tredje kamp blev til en 2-0-sejr over Viborg FF. Målene blev sat ind af Emmanuel Sabbi og Mathies Skjellerup.
 
Mandag eftermiddag blev der spillet Reserveliga-fodbold på et solbeskinnet DS Arena, hvor Viborg FF var modstanderen.
 
Hobro IK kom bedst fra start i opgøret, og kom også foran efter et kvarters spil. Martin Mikkelsen sendte et glimrende indlæg ind i boksen, som Emmanuel Sabbi sprang flot op til. Amerikaneren fik panden på bolden lige foran keeperen, og dermed headede han Hobro IK foran 1-0.
 
Føringen blev fordoblet, da der var spillet 37 minutter af opgøret. Sebastian Grønning sendte en dybdebold frem mod Mathies Skjellerup, men keeperen var først over bolden. Heldigvis for Hobro IK tabte de grønblusedes målmand bolden lige for fødderne af Mathies Skjellerup, der let kunne sende bolden ind i et tomt mål.
 
Hobro IK gik dermed til pause foran 2-0.
 

Amerikanske Emmanuel Sabbi scorede på hovedstød efter et flot indlæg fra Martin Mikkelsen. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


Efter pausen var der ikke mange chancer at berette op. Det var generelt en jævnbyrdig anden halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage, og hvor der ganske få gange var tilløb til chancer. Når chancerne så kom, så manglede skarpheden hos begge mandskaber.
 
Omkring ti minutter før slutfløjt brændte gæsterne en stor mulighed for at reducere, da et hovedstød tæt foran mål blev sendt lige forbi den ene opstander. I den anden ende af banen rørte angrebsduoen Sebastian Grønning og Emmanuel Sabbi flere gange på sig, men det blev aldrig for alvor farligt.
 
Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og dermed fik Hobro IK den første sejr i Reserveligaens pulje 4. Næste opgør i Reserveligaen spilles næste mandag, hvor modstanderen igen er Viborg FF, som denne gang har hjemmebane.
 
 
Kampfakta:
Hobro IK 2-0 Viborg FF (2-0)
 
Mål:
Hobro IK 1-0 Viborg FF, Emmanuel Sabbi (13. min.)
Hobro IK 2-0 Viborg FF, Mathies Skjellerup (37. min.) 

Hobro-opstilling:
Nicolaj Jørgensen
Jonas Grotrian – Mathias Haarup – Honoré Kalala – Onur Albayrak
Martin Mikkelsen – Mikkel M. Pedersen – Rasmus Ingeman – Mathies Skjellerup
Sebastian Grønning – Emmanuel Sabbi
 
Udskiftninger:
Ud: Martin Mikkelsen - Ind: Lasse Majgren (63. min)
Ud: Jonas Grotian - Ind: Morten Stadsgaard (65. min)
Ud: Mathies Skjellerup - Ind: Miclas Søndergaard (82. min)
Ud: Rasmus Ingeman - Ind: Faris Bijedic (87. min)

Tilbage til oversigten