Sats på hurtig Superliga-retur gav forventet underskud

Ved tirsdagens generalforsamling i Hobro IK A/S blev der præsenteret et underskud på DKK -3.751.588 for perioden 1. januar til 30. juni 2017. Årsagen til underskuddet skal findes i, at klubben valgte at opretholde et fuldtidsprofessionelt sportsligt setup i landets næstbedste fodboldrække i bestræbelserne på en hurtig tilbagevenden til Alka Superligaen.
 
Tirsdag aften blev der afholdt generalforsamling i Hobro IK A/S, hvorefter det blev serveret stegt flæsk med kartofler og persillesovs for de cirka 150 fremmødte aktionærer.
 
Ved forrige generalforsamling blev det vedtaget, at regnskabsåret skulle omlægges til at følge en fodboldsæson frem for et kalenderår, og derfor blev der ved generalforsamlingen blot aflagt regnskab for et halvt år. Regnskabsperioden dækker den anden halvdel af fodboldsæsonen 2016/17, hvor Hobro IK spillede i landets næstbedste fodboldrække, NordicBet Ligaen.
 
Et år i den næstbedste række samt et sats på en hurtig tilbagevenden til Alka Superligaen har sat sine spor i regnskabet. Resultatet for perioden 01.01.17 – 30.06.17 var således på DKK -3.751.588, mens egenkapitalen nu er på DKK -678.395. Der blev i perioden omsat for DKK 6.747.723.
 
Resultatet er som forventet, og det er opretholdelsen af et fuldtidsprofessionelt sportsligt setup på trods nedrykningen fra Alka Superligaen i 2016, som er årsagen til underskuddet.
 
- Resultatet er i overensstemmelse med vores forventninger og skal ses i sammenhæng med, at vi i forbindelse med nedrykningen i sommeren 2016 besluttede at opretholde et, for Hobro IK, relativt højt spillerbudget i 2016/17-sæsonen i bestræbelserne på en hurtig tilbagevenden til Alka Superligaen. Der er således tale om et kalkuleret underskud for perioden, forklarer formand i Hobro IK A/S, Lars Kühnel.
 
- Det positive er, at sidste års kalkulerede satsning på en hurtig tilbagevenden til Alka Superligaen lykkedes, da Hobro IK besejrede Vendsyssel FF på et tætpakket DS Arena på en solbeskinnet lørdag i maj måned, og at vi i indeværende sæson i Alka Superligaen har præsteret over al forventning, supplerer formanden.
 
I det igangværende regnskabsår budgetteres der desuden med et mindre overskud, oplyser Lars Kühnel.


(PRESSEMEDDELELSE 24-10-2017)

Tilbage til oversigten