Sent sejrsmål gav tre point til Hobro

Stilhed før stormen var der ikke meget af på DS Arena før aftenens kamp i Alka Superligaen mod AGF. I timerne op til kampstart trak flere og flere mørke skyer mod DS Arena, og under spillernes opvarmning på grønsværen åbnede himlen sig som et varsel for, hvad der var i vente.

Kampens indledning kunne dog ikke helt leve op til den dramatiske optakt. AGF var mest på bolden, men kunne ikke finde vej gennem Hobros defensiv. For hjemmeholdets vedkommende gjorde debutanten Jung-Bin Park sig mest bemærket med et par gode aktioner i form af en giftig frisparksbold samt et langskud, der af AGF-forsvaret blev rettet til et hjørnespark.

Vi skulle frem til det 19. spilleminut før bolden kom i nettet. AGF's højrekant Stephan Petersen spillede bande med Mate Vatsadze, der havde listet sig i offside, hvorfor målet korrekt blev underkendt. Otte minutter senere var det hjemmeholdets tur. Mads Jessen og Mayron George vandt begge en hovedstødsduel, hvorefter bolden landede for fødderne af Jung-Bin Park, der viste overblik og spillede bolden bredt til en fremadstormende Gökcan Kaya, der kunne tage bolden med ind i feltet og bringe Hobro IK foran med sit første mål for klubben.

Kort efter scoringen til 1-0 begyndte et mindre pres fra gæsterne, i hvilket Jesper Rask måtte ud i fuld længde for at parere et langskud ud til et hjørnespark. Hobro lå dog konstant og lurede på kontraangreb, hvilket i flere omgange var ved at blive farligt. Netop som første halvleg gik ind i de døende sekunder fik vi dog endnu en scoring. Alexander Juel smed en hård flad bold ind foran mål, hvor Thomas Hansen stod klar til at cleare. Desværre ramte bolden Jesper Rask i ryggen og hoppede derefter tilbage ind på Thomas Hansen og videre i eget net. En uheldig afslutning på første halvleg for Hobro.

Foto: Dannie Rosenkrantz

Rodet anden halvleg
Anden halvleg fortsatte på samme måde som den første sluttede. AGF var dominerende på bolden, medens Hobro opsøgte enhver kontramulighed, der måtte byde sig. Det var i lange perioder dog en noget rodet affære uden de helt store muligheder. Blandt de bedste kan Danny Olsens afslutning over mål fra kanten af feltet, samt Aabechs frispark fra samme sted nævnes.

Med et kvarter igen indskiftede Jonas Dal norske Pål Alexander Kirkevold, der dermed blev den tredje Hobro-spiller i kampen, der fik debut. Netop Kirkevold fik med tre minutter tilbage af opgøret tilkæmpet sig en mulighed, da han stædigt jagtede bolden gennem modstanderens kæder og fik blokeret målmand Steffen Rasmussens udspark. Desværre for nordmanden sejlede bolden forbi den ene opstander.

Det var imidlertid to andre indskiftere, der blev kampafgørende for det hårdtarbejdende Hobro-kollektiv. Den mangeårige AGF-spiller Kasper Povlsen fandt med stort overblik en fri Martin Mikkelsen i feltet, der i kampens sidste ordinære spilleminut bragte Hobro IK foran og sendte DS Arena i ekstase. Jesper Rask kronede i overtiden en flot holdindsats med en fantomredning på Ahmed Yasins forsøg, og da AGF ikke formåede at kreere flere chancer før lukketid kunne Hobro IK gå på weekend med 3 point i bagagen.

Kampen i tal:
Hobro IK 2-1 AGF (1-1)

Mål:
Hobro IK – AGF 1-0, Gökcan Kaya (27. min.)
Hobro IK – AGF 1-1, (Selvmål) Thomas Hansen (45. min.)
Hobro IK – AGF 2-1, Martin Mikkelsen (89. min.)

Hobro opstilling:
Jesper Rask, Jesper Bøge, Thomas Hansen, Mads Justesen (C), Adama Tamboura, Jonas Brix-Damborg, Tidiane Sane, Gökcan Kaya, Mads Jessen (64. min. Kasper Povlsen), Jung-Bin Park (52. min. Martin Mikkelsen), Mayron George (75. min. Pål Alexander Kirkevold)

Advarsler:
Mads Justesen – Hobro IK (32. min.)
Danny Olsen – AGF (38. min.)
Thomas Hansen – Hobro IK (59. min.)
Jesper Bøge – Hobro IK (79. min.)

Boldbesiddelse:
Hobro IK (33%) AGF (67%)

Tilskuertal:
3350 tilskuere



Tilbage til oversigten