Serie 1 vandt sikkert over Roslev

Serie 1 vandt sikkert over Roslev

Fredag aften tog vi den flotte tur over Skive, mod Mors og til højre til det hyggelige stadion ved Roslev.

En vigtig kamp skulle afvikles, og det var top mod bund, så derfor var de interne forhåbninger store i bestræbelserne på at erhverve 3 point, og dermed samtidig generobre 1. pladsen fra vores konkurrenter fra Løgstør.

Vi startede flot ud med et sammenhængende pres højt på modstanderen, og vi havde held og dygtighed til at erobre bolden på modstanderens banehalvdel, og herfra satte vi flotte angreb op, mens andre løb for tidligt ud i sandet.

Vi skabte vel 4-5 større chancer i løbet af 1. halvleg. 

Mathias Dreyer bringer os foran på straffe efter 16 minutter, hvor Mathies Skjellerup forinden er blevet nedlagt i feltet. En sikker scoring.

Så kommer perioden med større chancer til især Mathias Damborg, Mathies Skjellerup og Mathias Betzer. Vi mangler i disse aktioner den afgørende skarphed og kvalitet.

Så sker der det, der ofte sker i sådanne kampe, at modstanderen udligner. Det gjorde Roslev efter hjørnespark i 36. minut, hvor vi ikke er ærgerrige nok i vores opdækning. 

Lennert Dalsgaard bringer os fortjent foran 2-1 efter 44 minutter på et flot timet spark efter oplæg af Mathies Skjellerup. Et vigtigt tidspunkt i kampen.

Pauseføring på 2-1.

Vi vidste, at vi skulle blive ved med at køre på i stedet for at stille os tilbage på banen.

Det giver straks pote, da vi står i samme situation i starten af 2. halvleg, som vi afsluttede 1. halvleg; nemlig med Mathies Skjellerup som oplægger til Lennert Dalsgaard. 3-1.

Efter 74 minutter er Faris Bijedic oplægger med en dybdebold til Mathias Damborg, der sikkert scorer til slutresultatet 4-1

En overordnet set fornuftigt indsats både offensivt og defensivt. Dog med plads til forbedret udbytte af mange chancer. Lennert Dalsgaard løb med titlen som MOM.

 



Tilbage til oversigten