Skuffet Minor: Pisseærgerligt resultat

Trods en god første halvleg formåede Hobro IK ikke at få point med fra Vejle i aftenens sæsonpremiere, og resultatet ærgrer forsvarsspilleren Rasmus Minor.
 
- Det er et pisseærgerligt resultat. Jeg synes, vi følger gameplanen langt hen af vejen og tillader ikke det store i første halvleg. En enkel chance og har selv to og en halv store, synes jeg egentlig, fortæller Rasmus Minor, der sætter ord på, hvad der fungerede godt i første halvleg.
 
- Jeg synes, vi får ramt dem på nogle omstillinger, hvor vi er farlige og får lagt et pres på de rigtige steder. Så skal vi bare sparke dem i kassen, men vi mangler skarpheden i begge felter i dag, og det er måske det, der gør udfaldet.



 

Den tårnhøje forsvarsspiller savnede blandt andet, at man var lidt mere rolig på kuglen i nogle situationer.
 
- Jeg synes godt, vi kan blive lidt roligere på kuglen i nogle situationer, hvor vi er pressede. Det er hårdt at forsvare i lang tid, som jeg synes, vi gør godt, men vi skal være bedre til at tage temperaturen med kuglen. Og så skal vi fortsætte med at holde vores organisation, selvom vi kommer bagud. Der bliver det lidt for spredt, men det skal vi nok få arbejdet hårdt på, slutter forsvarskrumtappen.
 
Hobro IK spiller første hjemmekamp på DS Arena mandag den 23. juli, hvor FC København er gæsterne.

Tilbage til oversigten