Pokalkamp mod FC Roskilde

Byen Roskilde er umiddelbart mest kendt for noget andet end fodbold. Det skal man dog ikke lade sig snyde af, da morgendagens værter rummer et markant antal tidligere Superliga-profiler, der alle vil gøre deres for at gøre livet så svært som muligt for Hobros mandskab.

Den sjællandske klub ligger på en øjeblikkelig niendeplads i landets næstbedste række, hvor man er med for anden sæson i træk, efter det blev til overlevelse i fjor. Seneste kamp i ligaen blev også udkæmpet mod et nordjysk hold, da man i Hjørring tabte med 1-0 til Vendsyssel FF.

Senest Hobro krydsede klinger med FC Roskilde var i sæsonen 2011/12, hvor det på morgendagens græstæppe blev til en 3-2-sejr til værterne i en kamp, hvor bl.a. Mads Justesen scorede. I det omvendte møde tidligere på sæsonen havde de to mandskaber spillet uafgjort på DS Arena.

Det har længe været en kendsgerning, at Hobro IK var videre til 3. runde af pokalturneringen efter den dramatiske sejr på straffespark i Vejle, medens det tog lidt længere tid end forventet at finde modstanderen. Grundet dårligt vejr blev kampen mellem Jægersborg og Roskilde nemlig afblæst ved stillingen 1-2, hvorfor der skulle findes en ny kampdato. I sidste ende tog Roskildes favoritter dog en sikker 1-6-sejr, bl.a. på fire mål af Lars Brøgger. Af andre prominente navne kan den tidligere Hobro-spiller Mikkel Thygesen, Jesper Bech samt Jan Kristiansen bl.a. nævnes.

Foto: Dannie Rosenkrantz

I Hobro-truppen er der comeback til Mikkel Beckmann, der længe har været ude med en skade, ligesom de to unge afrikanere Tanaka Chinyahara og Ronald Pfumbidzai er blevet valgt til opgøret. Hele truppen til pokalkampen ser ud som følger:

1. Jesper Rask
3. Jesper Bøge
5. Rasmus Lynge Christensen
7. Rasmus Ingeman
9. Morten Beck Andersen
10. Mikkel Beckmann
11. Mads Jessen
12. Jonas Brix-Damborg
13. Mads Justesen
15. Tanaka Chinyahara
16. Alexander Nybo
17. Rune Hastrup
18. Ronald Pfumbidzai
19. Pål Alexander Kirkevold
20. Mathias Bersang Sørensen
21. Mayron George
22. Jung-Bin Park
23. Christoffer Østergaard

Der er kampstart på Roskilde Idrætspark klokken 19:00, men har man andre planer i efterårsferien, kan kampen ligeledes følges direkte på Tv3 Sport 1 med optakt fra klokken 18:45.

Tilbage til oversigten
x